Fortsæt til indhold

Hør om Favrskovs Talentspejdere i praksis

Indtil videre har der været 18 mentorer i sving med at finde talenter hos børn og unge, der har svært ved selv at gøre det.

Samfund
Erling Baastrup

Talentspejderne er en forening for frivilligt arbejde til støtte for børn og unge i folkeskolens udskoling. Foreningen rekrutterer og uddanner erhvervsaktive mentorer, der stiller sig til rådighed som rollemodeller for børn og unge, der oplever faglige vanskeligheder, og mangler motivation for at gå videre i uddannelsessystemet. Møderne mellem de unge og mentorerne er nøje planlagte efter en velafprøvet model og foregår altid på en virksomhed i arbejdstiden, for at vise eksempler på det gode arbejdsliv.

Nu 18 mentorer

Talentspejderne blev stiftet som lokal foreningen i marts 2014, men har i praksis været aktiv igennem halvandet år, da landsforeningen er stiftet af den lokale initiativtager Tom Pedersen fra Ulstrup.
”Vi har i dag 18 mentorer fra det lokale erhvervsliv og har gennemført 11 forløb frem til sommerferien med børn og unge fra kommunens folkeskoler,” fortæller Tom Pedersen.

I dialog med erhvervslivet

Talentspejderne vil gerne i dialog med det lokale erhvervsliv.
Derfor inviteres til informationsmøde tirsdag 16. september kl. 17.00-18.30 i den gamle banegårdsbygning i Hadsten, Østergade 4.
”Her vil vi fortælle om vores aktiviteter, og om erhvervslivets muligheder for at hjælpe. Alle er velkomne, men specielt potentielle mentorer og interesserede virksomheder opfordres til at deltage helt uforpligtende,” lyder det i en pressemeddelelse.
Dagsorden for mødet indeholder ud over en præsentation af foreningen og dens arbejde i form af cases og eksempler på værktøjer. Der vil være indlæg ved skoleleder Berit Thaarup fra Præstemarkskolen samt Tom Pedersen.