"I den bedste verden havde det ikke været en politisk sag"
Byrådsmedlem i Hillerød Jonathan Nielsen tog rygeforbuddet op politisk
Byrådsmedlem Jonathan Nielsen var initiativtager til, at rygeforbuddet i arbejdstiden blev ophævet på Hillerød Rådhus, og han får nu kritik af medarbejdere på plejehjemmet Baunehøj i Skævinge. De mener, at en røgfri arbejdsdag er noget, politikerne i kommunen skal blande sig helt udenom.
"I den bedste af alle verdener havde det her ikke behøvet at være en politisk sag. Men jeg gjorde det klart inden forvaltningen kom med rygeforbuddet, at jeg ville blive nød til at tage det op politisk, hvis de tog det her skridt. Jeg mener, forvaltningens ledelse ikke har haft hånden på pulsen i denne her sag," siger Jonathan Nielsen.
Hvorfor tager du sagen op, når det handler om rådhuset og ikke rygeforbud andre steder?
"Det er den første sag af den her art, efter Liberal Alliance er repræsenteret i byrådet. Jeg har stillet forvaltningen en række spørgsmål om, hvordan reglerne er andre steder, og bagefter vil jeg vurdere, om der er andre steder, man kan se på reglerne," siger han.
"Medarbejderne på rådhuset ønskede selv en model, hvor man mødte dem med det gode og ikke tvang. Det er der også i det forslag, vi nu har vedtaget. Vi bevarer muligheden for at få rygestopkurser, men der er også mulighed for at ryge i løbet af arbejdsdagen, hvis man ønsker det. Kommunaldirektøren sagde i pressemeddelelsen om rygeforbuddet, at det alene skyldtes medarbejdernes sundhed - ikke deres effektivitet. Jeg mener, at vi som arbejdsgivere kan stille krav til to ting: Faglighed og effektivitet. Jeg ønsker plads til både rygere og ikkerygere. Folk skal have lov til at ryge, så længe andre kan blive fri for passiv rygning. Men kan man fjerne sig selv fra situationer, hvor man ikke generer andre, mener jeg ikke, at det er vores opgave som arbejdsgivere at bestemme over de sundhedsvalg, medarbejderne selv tager," siger Jonathan Nielsen.