Fortsæt til indhold

“Hvor skal børnene hen?

Forældre erkender at Engly lukkes, men ser gerne at ånden bevares og at børn og pædagoger flyttes samlet til anden institution

Samfund
Kian Johansen

Politikerne viste sig lydhøre overfor godt 20 fremmødte forældre fra den lukningstruede børnehave Engly i Hammel, der lige ville fortælle byrådet, at de savnede et svar på, hvad der skal ske med deres børn og pædagogerne, når den nedslidte børnehave Engly lukkes i 2015.
“Vi har en bekymring over, at vi ikke ved hvor vores børn skal hen. Engly har en god kultur og vores børn er glade for at gå der. Vi ønsker egentlig at vi vidste hvad der skulle ske med dem. Det allerbedste ville være, hvis vi kunne bevare ånden fra Engly og flytte alle børn og forældre over i en af de andre institutioner i Hammel,” lød det fra en samlet forældregruppes talsmand, Sandra Helle, der har Elias på snart fire år.

Manglende plan og panik

“Vi er bange for at kommunens manglende plan for hvad der skal ske efter lukningen spreder panik i forældregruppen og blandt pædagogerne. Hvad sker der med folk, når der er under et år tilbage?,” spørger Vicky Carstensen der har Rasmus på 5 og Nikolaj på 3.
Begge erkender at børnetallet er faldende og der skal gøres noget. De ved også godt at Engly er den mest nedslidte institution i Hammel.
“Det er vigtigt for os, at der kommer en plan for hvad der skal ske,” fortalte hun borgmester Nils Borring (S) og de andre politikere, der var på vej til 1. behandling af budgettet tirsdag aften.
Svaret fra politikerne og Nils Borring var, at de godt kunne forstå forældrenes frustration. De blev opfordret til at indsende et høringssvar. Det vil derefter blive taget med i forhandlingerne om budgettet, inden 2. behandlingen 7. oktober.

Velvilje fra politikere

Undervejs i byrådsmødet fik børnehaven Engly da også en del ord med på vejen fra politikerne.
“Jeg håber vi kan finde en løsning med flytning af både børn og personale, jeg glæder mig til at læse forældrenes høringssvar på det,” lød det fra formand for Børne- og skoleudvalget, Isabell Friis Madsen (S).
“At lukke Engly er det rigtige at gøre. Vi har desværre ikke fået lavet en færdig handlingsplan endnu. Men det er vigtigt at få gjort så hurtigt som muligt. Vi skal have kigget på, hvordan det skal udmøntes. Kan vi lave en sammenflytning af pædagoger og børn,” lød det fra Venstres Dorthe Winther.