Kulturministeren kommer til Aarhus og åbner Den Blå Rambla
På søndag indvier Marianne Jelved stort idrætsprojekt på havnen i Aarhus
Der er lagt op til en festlig og aktiv folkefest med i og omkring vandet, når rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad og kulturminister Marianne Jelved på søndag åbner Den Blå Rambla i Aarhus. Den Blå Rambla er et af fem projekter, der har gjort Aarhus til breddeidrætskommune.
Strækningen fra Brabrand Sø, via Aarhus Å til Aarhus Havn og kyststrækningen fra nord til syd inklusiv havnene, skal fremover sprudle af liv, bevægelse og aktiviteter – både på, ved og i vandet. Derfor søsættes nu Den Blå Rambla. Det sker i et samarbejde mellem Aarhus Kommune, Idrætssamvirket Aarhus og byens mange vandrelaterede idrætsforeninger og organisationer. Projektet skal aktivere, synliggøre og udvikle de mange aktivitetsmuligheder, som strækningen byder på.
Den Blå Rambla åbnes officielt søndag 24. august klokken 11.00 på Havnen i Aarhus. Alle byens borgere er inviteret med til åbningen, der foregår på Aarhus Havn. Børn kan prøve at sejle i optimistjolle. Derudover er der også svømning, beachvolley samt et spændende kajakpolo-opgør ved den nyetablerede kajakpolobane. Der vil være rig mulighed for at afprøve de mange forskellige aktiviteter.