Fortsæt til indhold

Asylcentre på tidligere plejehjem i Lyngby og Rimsø

Borgermøder i næste uge - 120 asylansøgere på vej til Lyngby og 150 til Rimsø

Samfund
Anette Bonde

De to tidligere plejehjem Lyngbygård Plejehjem og Rimsø Plejehjem vil indenfor de kommende uger komme til at huse henholdsvis cirka 120 og 150 asylansøgere, primært fra Syrien og Eritrea. Der bliver holdt borgermøder onsdag 24. september i Lyngby forsamlingshus og torsdag 25. september i Rimsø Forsamlingshus, begge gange klokken 19 –20.30.
”Det er Røde Kors, som har henvendt sig til os, fordi de står i akutte vanskeligheder med at skaffe plads til en stor mængde asylansøgere. Vi ønsker at hjælpe og bidrage til at løse denne nødvendige opgave”, siger borgmester Jan Petersen.
Begge plejehjem er nedlagte og står tomme. De to bygninger ejes af Norddjurs Kommune og ventes udlejet til Udlændingestyrelsen til markedsleje med 2-årige lejekontrakter med mulighed for forlængelse. Norddjurs Kommune vurderer, at de to centre vil give arbejdspladser til 20-25 ansatte. Der vil ikke være nogen udgifter for kommunen i forbindelse med de to asylcentre.

Måske flere på vej

Flere asylcentre er måske på vej. Udlændingestyrelsen er også interesseret i at leje den tidligere institution Georgsminde i Nimtofte og Voldby Plejehjem. Dette er dog ikke endeligt afklaret endnu. Bliver det besluttet, vil der også blive afholdt borgermøder her.
Norddjurs Kommune og Røde Kors opfordrer alle interesserede til at deltage i borgermøderne og håber, at f.eks. borgerforeninger og andre lokale kræfter og frivillige vil møde op og være med til drøftelserne.

Røde Kors driver centrene

Asylansøgerne vil ankomme løbende. Lige nu opholder de sig på forskellige centre på Sjælland. På grund af det ekstraordinært høje antal asylansøgere vil nogle asylansøgere i den kommende tid blive midlertidigt indkvarteret på hoteller og campingpladser.
Røde Kors varetager selv pasning og undervisning af børnene på asylcentrene, men Norddjurs Kommune vil i tæt dialog med Røde Kors samarbejde om at etablere individuelle tilbud, der passer til det enkelte barn eller grupper af børn, for eksempel hvis der er ledige pladser i en børnehave.