“Det er en gave at stå her kl. fem om morgenen”

Klokken er 3, da vi en tidlig morgen - eller rettere nat - mødes vi med Jens Dam Rasmussen, også kaldet 'Fisker-Jens' - på havnen i Vedbæk. Han har været erhvervsfisker i 17 år, og vi har fået lov til at komme med ud på hans båd 'Dina'.
Vejret er klart, der er ikke en sky på nattehimlen. Månen hænger lavt over Øresund. Vandet er stille, men motoren larmer på den lille fiskekutter, mens bølgerne slår mod båden. Kursen er sat mod det første garn, der ligger ca. to kilometer nordøst for Vedbæk havn ved øen Ven.
Bøjen fra det første garn kommer til syne i mørket. Garnet er ca. 700 meter langt og ligger hen over havbunden. Fisker-Jens begynder at hive garnet op ved hjælp af bådens garnoptræk, som består af et spil med fire hjul, der trækker i et jævnt tempo. Rødspætter og enkelte andre små fisk som torsk og makreller kommer op i båden i takt med, at garnet trækkes ind. Fiskene kommer i en lind strøm, men flere gange er der 'huller' i strømmen, hvor der ikke er nogle fisk overhovedet. I stedet kommer rådden sort slam med op, der stinker af rådden tang og ammoniak. Det er slam fra hullerne i havbunden, hvor sandet er suget væk.

Sandsugning på Øresund

Solen begynder at stå op over kysten, og de første solstråler kaster lys over bølgerne.
Fisker-Jens tænder en cigaret.
"Det er en gave at stå her på Øresund kl. 5 om morgenen og se solen stå op. Og så alle de glade kunder, der køber fisk. Det giver god energi," siger han og tilføjer:
"Når man ikke har så mange penge, så er man nødt til at være kreativ og finde nogle alternative løsninger for at få tingene til at hænge sammen. Det kan jeg godt li'," siger han med et smil.
Men selvom det er fascinerede at være på en lille fiskejolle på Øresund tidligt om morgenen, så er der også en bagside af medaljen. For i mere end 50 år har industrien suget sand op fra havbunden, som er blevet anvendt til byggematerialer. Og sidste år gav Miljøstyrelsen tilladelse til, at byggebranchen kunne tidoble mængden af sand, der må suges op fra Øresund.

Store huller

Men sandsugerne efterlader nogle store huller på havbunden på størrelse med en grusgrav, der kan være op til flere hundrede meter i diameter og 7-8 meter dybe. Her er intet liv, fortæller Fisker-Jens.
"De suger jo alt op fra bunden. Det svarer jo til, at du fjerner det nederste lag i fødekæden. Det kan især mærkes på rødspætterne. Alt det føde, som rødspætterne skal leve af, er væk. Selvom nogle af hullerne er 20-30 år gamle, så er der stadig intet liv", siger han.
"De gør ikke noget for at genskabe havbunden dér, hvor de har suget sand op. Det er der ikke sat penge af til. De smadrer jo fuldstændig dyrelivet på havbunden.
Fisker-Jens kan mærke at det er blevet sværere at være fisker:
"Det er jo ikke fordi, der bliver overfisket i Øresund, for der er jo ikke ret mange fiskere tilbage. Men det går kun én vej med fiskeriet - og det er nedad. Sådan var det ikke for bare fem år siden".

Arbejdede som landbetjent

Fisker-Jens er født i Svendborg i 1959 og opvokset i Sønderjylland ved et gammelt fiskerleje. Han har fisket, siden han var helt lille, og fik sin første båd som 9-årig. Siden kom han på søfartsskole i Frederikshavn og sejlede derefter i flere år. Men selvom det lå kortene, at han skulle arbejde på havet, så var han ikke helt tilfreds, fortæller han.
"Det er, fordi jeg aldrig har fundet ud af, hvad jeg ville," siger han.
Så i begyndelsen af 1980'erne fandt han ud af, at han ville være politibetjent. Så søgte han ind på politiskolen og kom ind. I syv år var han hos politiet, hvor han til sidst arbejdede som landbetjent. Her kom han kom tæt på de mest udsatte og svageste mennesker i samfundet. Og selvom han kunne lide at være betjent, så var det heller ikke 'den rette hylde'.
Han mente, at han kun brugte sine evner halvt, og bedre kunne hjælpe folk, hvis han var socialpædagog.
Så søgte han ind og blev han optaget på socialpædagogisk seminarium.

Kulturchok

Men her fik han et regulært kulturchok. Jens fandt hurtigt ud af, at han efter syv år hos politiet havde helt et andet syn på samfundet og de svageste end sine medstuderende.
Jens fik det sværere og sværere med sine studiekammerater og droppede til sidst helt ud af studierne.
Og så tog hans liv en rutsjebanetur, som varede flere år.
"Jeg kom ind i en periode, hvor jeg ikke vidste, hvad der var op og ned. Jeg røg helt ud i torvene, og i nogle perioder af mit liv har jeg levet uden fast bopæl", siger han og fortæller, at han blandt har boet i et pulterkammer på Nørrebro og et bådeskur i Sydhavnen.
I den periode havde Jens skiftende jobs og gik blandt andet også med aviser.
Indtil han en dag fik et værelse i Skodsborg og samtidig begyndte at fiske som fritidsfisker.
Jens fik en kæreste, som blev gravid i slutningen af 1990'erne. Men igen kunne han ikke finde et sted at bo og boede derfor på en campingplads med sin gravide kæreste.

Fast grund

Det blev til en historie i Ekstra Bladet, og herefter tilbød kommunen parret en lejlighed, hvor parret boede, indtil de skiltes igen efter fire år.
Herefter flyttede han til en lejlighed i Vedbæk, hvor han bor i dag.
"Det har givet mig fast grund under fødderne", siger han.
Her har han plads til sine to piger, på 14 og 15 år, som han har hver anden weekend.
"Jeg kalder dem mine 'små madammer', som jeg er meget stolte af. Så det er da ikke alt, jeg har lavet, der er helt skidt", siger han og griner.
Efter at sidste garn er trukket op, sejler vi mod havnen i Vedbæk, hvor Jens gør dagens fangst op. Samtidig kommer de første kunder og køber fisk.