Fortsæt til indhold

Borgmester afviser kommunalt frieri - i hvert fald lige nu

Morten Slotved mener, at en sammenlægning med Allerød ligger langt ude i fremtiden og i så fald i endnu større skala

Samfund
Pernille Kristensen

Hørsholm Kommune lever fint som single lige nu. Det mener borgmester Morten Slotved, der dermed afviser de frierfødder, som Allerød Kommune for tiden går på, hvor et flertal i byrådet ønsker at afsøge muligheden for en sammenlægning med en nabokommune.
Men på sigt vil Slotved ikke afvise tanken om en storfamilie med naboerne mod vest.
"Vi fik lavet en undersøgelse for tre år siden, og forudsætningerne for den har ikke ændret sig. Men på længere sigt kunne vi godt komme i en situation, hvor det ville give god mening at gå sammen i en storkommune i stil med de gamle amter," siger Morten Slotved.
For at det kan give den tilsigtede effekt i form af bl.a. synergier og effektiviseringer, vurderer borgmesteren, at man skal op på en kommunestørrelse af 200-250.000 borgere, før det giver mening.
Dermed vil det efter hans vurdering tidligst blive aktuelt med kommunal kinddans flere år ude i fremtiden.
"Det bliver en dialog, vi kommer til at tage om otte-ti år, når der måske skal tales kommunalreform igen," siger han, der dog bestemt ser muligheder i Allerød.
"Allerød er en interessant partner, og vi ender forhåbentlig også engang i en storkommune, der ligner de gamle amter," vurderer han.
Blandt forslagsstillerne i Allerød er partiet Venstre. Læs her, hvad Venstres gruppeformand i Hørsholm, Annette Wiencken, siger til frieriet.