Fortsæt til indhold

Meyers åbner midt i New York i 2016

Meyers i Lyngby får en storesøster på Grand Central Station på Manhattan. "Meget af det vi har lært i Lyngby, tager vi med til New York," siger Claus Meyer

Samfund
Steen Trolle

ekspansion Der er et stykke vej fra Magasinpladsen i Lyngby og til Grand Central Station i New York, men fra 2016 får de to steder ét fælles lighedstræk. I januar 2016 åbner Meyers en foodhall og restaurant i Vanderbilt-bygningen på Grand Central Station på Manhattan, som vil være kraftigt inspireret af Meyers i Lyngby. "Meget af det vi har lært i Lyngby, tager vi med til New York. Og meget af det vi lærer i New York vil vi tage med tilbage og bruge i blandt andet Lyngby," fortæller Claus Meyer. En amerikansk investor kontaktede for et par år siden Claus Meyer med ideen om at åbne i New York, hvor der er meget stor interesse for det nordiske køkken. "Jeg har ikke gjort noget aktivt for at opsøge New York. Jeg fik en henvendelse fra en mand, som havde en af de bedste adresser i byen og som var villig til at tage størstedelen af risikoen. Han var fascineret af det nordiske køkken og min måde og drive forretning på og tilbød at min familie og jeg kunne flytte derover og være med til at starte det op. Det var svært at sige nej til," fortæller Claus Meyer. Den kommende Meyers bliver cirka dobbelt så stor som i Lyngby, hvor der i alt er 700 kvadratmeter. Restauranten får samme størrelse som her, men foodhallen bliver markant større og kommer til at bestå af forskellige bemandede 'stationer', blandt andet en kaffebar, en grødbar (som i løbet af dagen skifter grøden ud med risottolignende retter baseret på nordiske kornsorter), en station med smørrebrød, en grønsagsstation med salater, juice og varme grønsagsretter, et bakery med bl.a. nordiske flatbrød, som bliver 'et nordisk take på pizzaen', en klassisk bar med lækre øl og en tapasbar. "Der er 700.000 mennesker, som dagligt benytter Grand Central Station. 350.000 af dem kommer forbi vores restaurant. Mange har selvfølgelig travlt og skal nå job eller tog, men der er et meget stort kundegrundlag, og derfor vil det også være muligt at holde så mange stationer bemandede hele dagen," siger Claus Meyer. Lokaliteten er vundet i konkurrence med 14 andre restaurationskæder. Claus Meyer og familien flytter derover i sommeren 2015 - et halvt års tid før den planlagte åbning. "Jeg havde ikke gjort det, hvis ikke min familie havde syntes om ideen. Min hustru elsker New York og vores børn synes også det kunne være spændende at prøve at bo der i et års tid," siger Claus Meyer.