Gentofte får 2,4 millioner fra Vestforbrænding
Der er penge i effektivt genbrug
Vestforbrændings ejerkommuner får i denne måned hver en check med deres del af overskuddet fra driften af de kommunale genbrugsstationer.
Der er tale om i alt 30 millioner kroner, som Vestforbrændings bestyrelse har besluttet skal tilbage til kommunerne, oplyser bestyrelsesformand Ole Bondo Christensen.
"Selv om vi også de tidligere år har sendt penge tilbage til kommunerne, er der gennem tiden akkumuleret et overskud fra genbrugsstationerne. Oven i dét kommer driftsbesparelser fra de mange optimeringer, vi har gennemført i 2013 og 2014".
Det betaler sig for eksempel både miljømæssigt og økonomisk, at borgerne nu sorterer træ fra til genanvendelse, frem for som Stort brændbart.
Dertil neddeler Vestforbrændings afdeling i Frederikssund nu haveaffald fra genbrugsstationerne, inden den næringsrige løv-del går til kompostering og den energirige ved-del til forbrænding.
Gentofte Kommune får 2.41 millioner kr. fra driften af genbrugsstationen på Ørnegårdsvej 15.
I 2013 kom der i alt 319.000 tons affald ind på de 24 genbrugsstationer. Heraf gik ca. 230.000 tons (71,8 procent) til genbrug.