Kongeetapen på den nye bane
Torsdag i denne uge blev det første spadestik taget til det, som nogle omtaler som kongeetapen på den nye bane mellem København og Ringsted.
"Vi bygger Danmarks hurtigste jernbane", lyder det løfterige slogan for etableringen af den nye jernbanestrækning mellem København og Ringsted. Den går, som det nok vil være de fleste bekendt, over Køge, og det var også her, endnu en stor milepæl i projektet blev sat torsdag i denne uge, da det første spadestik blev taget til en 23 kilometer lang etape af projektet.
Ífølge Jette Aagaard, der er anlægschef hos Banedanmark, har nogle fundet på at betegne den som projektets kongeetape, og nu er arbejdet på den altså iværksat med det første spadestik lige syd for rundkørslen ved Skandinavisk Transport Center i Køge. Det blev foretaget af Poul Erik Jensen, næstformand i byrådets teknik- og miljøudvalg i Køge, og Sadik Topcu, der er viceborgmester i Ringsted Kommune.
- Man siger, at alle veje fører til Rom, og det gælder også snart for Køge. Vi glæder os over at se dette projekt nu blive til virkelighed -det er noget, vi har kæmpet hårdt for, sagde Poul Erik Jensen blandt andet i forbindelse med opstarten på den store etape af projektet.
Den pågældende strækning af banen skal ifølge planen overdrages til BaneDanmark i september 2016, og den første tur ad den nye bane ventes at finde sted i 2018. Arbejdet udføres for Banedanmark af Joint Venture-selskabet Eriksson-Züblin.