Fortsæt til indhold

Ulven Peter jagter fodboldpiger i Hørsholm

FC Øresunds U19-pigehold spiller lørdag den 13. september show-kamp på Hørsholm Stadion mod et hold af reality-stjerner

Samfund
Steen Tue Bjerborg

Fodboldpigerne på FC Øresunds U19-hold skal se sig godt for, når de lørdag den 13. september spiller show-kamp på Hørsholm Stadion.
Modstanderne er nemlig et reality-hold med blandt andet Peter Birch fra Paradise Hotel, hvor han blev kendt som 'Ulven Peter' på grund af sin umættelige appetit på personer af det modsatte køn.
U19-pigeholdets træner og sportschef i FC Øresunds pigeafdeling, Kjeld Samuelsen, garanterer dog for, at det hele nok skal komme til at foregå sportsligt, anstændigt og efter spillets regler.
"Formålet med kampen er at skabe interesse for pigefodbold i Danmark og penge til kassen i FC Øresunds pigeafdeling og så måske også lidt at vise, at reality-stjerner godt kan være nogle pæne mennesker, der gør en god indsats for andre," siger Kjeld Samuelsen, der selv har en fortid som reality-deltager og gode forbindelser til reality-verdenen.

Talte med Peter om det

Netop trænerens reality-forbindelser har været afgørende for at show-kampen kunne blive til noget. Idéen opstod nemlig, da nogle piger på holdet spurgte Kjeld Samuelsen, om de ikke kunne få lov at møde nogle af hans reality-venner.
"Jeg kender en del mennesker i reality-verdenen, så derfor blev det ikke den store udfordring at få et par stykker med ned til træning og spille med. Men da Peter Birch og jeg tænkte ideen lidt mere igennem, så vi en gylden mulighed for at sprede et fantastisk budskab om pigefodbolden i Danmark," fortæller Kjeld Samuelsen.

Plakaten om show-kampen, der er blevet hængt op rundt omring i Hørsholm og omegn.

Overrasket over interessen

Siden har Kjeld Samuelsen arbejdet hårdt og målrettet på at få stablet kampen på benene - overrasket over den enorme interesse, der har vist sig at være for den.
"Peter var godt klar over det, men det er kommet bag på mig," lyder det ærligt fra Kjeld Samuelsen, der har brugt oceaner af tid og energi på arbejdet.
Heldigvis ser det ud til at have været det hele værd. F.eks. er det lykkedes at få mange medier til at interessere sig for kampen, og på den Facebook-side, der er lavet i forbindelse med arrangementet, har aktiviteten været enorm, og der er allerede over 500, der har tilmeldt sig - et tal, der er støt stigende.
"Det er jeg glad for. For pigefodbold har brug for mere positiv opmærksomhed i Danmark, og vi kan også godt bruge nogle flere penge i pigeafdelingen i FC Øresund," siger træneren, der understreger, hvor meget pigerne og forældrenes opbakning og støtte betyder for ham.

FC Øresund U19-holdet håber, at reality-kampen kan samle penge nok til, at de kan komme på en udlandsrejse, som de måtte opgive sidste år.

DJ-musik og grill-mad

Der er ingen entré og gratis adgang til stadion under kampen. Men hvis man har lyst til det, er det muligt at støtte FC Øresunds pigeafdeling ved at donere et beløb til afdelingen under arrangementet på stadion.
Arrangementer omkring show-kampen starter kl. 16, hvor spillerne ankommer i spillerbusser. Herefter er der kampstart kl. 17, og det hele vil blive peppet op af musik fra nogle DJ's og salg af grill-mad, slik, sodavand og popcorn til rimelige priser.
Efter kampen vil banens bedste fighter, bedste spiller og sjoveste tackling blive kåret, og vil man læse mere, kan man gå ind på Facebook-linket til kampen, der er: https://www.facebook.com/events/700145033367314/?ref_dashboard_filter=upcoming