Fortsæt til indhold

"Sommerfuglene er der altid lidt"

Samfund
Christina S. Johansen

De har alle flere år bag sig med forestillinger for Flying Superkids - den ældste har endda været med i 10 år - men alligevel er der sommerfugle i maven op til premieren i en ny by.
“Det er ekstra specielt, når det er i Aarhus, for så kommer vores familier og ser os optræde,” fortæller 12-årige Oliver Thien Trin fra Åbyhøj.
Det nye telt, som Flying Superkids fik sidste år, betyder, at 800 personer nu ser superbørnene per forestilling. Tidligere var det “kun” 500 per aften.
“Og jeg kan huske dengang, der måske kun var 100 mennesker hver gang. Det betyder helt sikkert noget, at der er flere tilskuere - det kan vi godt mærke,” fortæller Lisa Bjerre Handberg på 19 år, som er det ældste superkid lige nu.
“Ja, jo vildere publikum er, jo vildere er vi også. Vi bliver glade, når de klapper og hujer,” siger 10-årige Carla Lewis Laurberg fra Åbyhøj.

Træningen følger med

Med de mange oplevelser, som Flying Superkids får, ikke bare i Danmark, men i hele verden, følger naturligvis også træning. Tre gange om ugen træner ungerne i 2,5 time hver gang.
“Det er bare en del af det - det bliver en vane til sidst,” siger Oliver, som synes, gymnastik er så meget sjovere end at sparke rundt med en bold.
“Så laver man jo bare det samme hele tiden,” fortsætter han.
Lisa Bjerre Handberg er naturligvis enig i, at gymnastik er det fedeste i hele verden.
“Der er en god variation i det, og ens udvikling er meget tydelig i gymnastik,” siger hun.
Carla Lewis Laurberg vil absolut heller ikke undvære oplevelserne med Flying Superkids.
“Hele holdet er næsten som en familie, hvor vi passer på hinanden,” siger hun.