Jægere og jægerliv på Gl. Estrup
Jægerliv i alle afskygninger på landbrugsmuseet
Sidste år afholdt Dansk landbrugsmuseum Gl. Estrup og Auning Jagtforening for første gang et dagsarrangement om jagt. Det blev en stor succes, og det gentages i år søndag 14. september. Fra klokken 10 -16 kan jægere og alle andre interesserede mødes på dagen, der har titlen “Jægerliv - jagten, naturen og kulturen”.
Nak og æd-Jørgen
Man kan for eksempel møde jægeren og TV manden Jørgen Skouboe fra de populære udsendelser ”Nak og æd”. Han medbringer sin mopa-båd og fortæller om jagt og beretter om nogle af de historier og naturoplevelser, som hører jagten til. Jagtdagen byder selvfølgelig på et væld af mange andre aktiviteter. Der er foredrag, udstopning af fugle, jagthornsblæsning, knivværksted, smedning, smagsprøver på retter med vildt, jagt fra mopa, flugtskydning, salg af jagtudstyr og hundefoder og meget mere.
Jægerne vil vise, hvordan et stykke nedlagt vildt bliver forlagt, og der orienteres om, hvordan man tager jagttegn.
Som en nyhed vil der i år også være aktiviteter med lystfiskeri og stande med salg af grej til lystfiskeri.
Er man en haj til at kaste med fiskestang, kan man komme til at brillere i en konkurrence, der afholdes.
For børnene bliver der særlige konkurrencer, blandt andet i skydning med luftgevær.
Hunde og falke
Jagthundene er der også. Man vil blandt andet kunne møde racerne Labrador, Ruhårede hønsehunde, Tysk jagtterrier og Field Trail Spaniels.
Falkoner Flemming Sanggård fra Silkeborg kommer og fremviser rovfugle og fortæller om deres egenskaber ved jagt og viser i et show rovfuglenes akrobatiske evner i luften.
Vildt i køkkenet
De besøgende kan også følge vildtet ind i køkkenet, hvor museets historiske madskole vil tilberede vildtretter og uddele smagsprøver. Melder sulten og tørsten sig for alvor, kan der også købes mad og drikke.
Museumsdirektør Peter Bavnshøj glæder sig over, at arrangementet igen i år løber af stablen med så mange aktiviteter og udstillere - og igen i et nært samarbejde med Auning Jagtforening.
“Det er en fornøjelse, at så mange er interesseret i at udstille, og det er en særlig glæde, at Jørgen Skouboe, som er kendt for sine originale TV programmer, som opnår nogle af de højeste seertal på DR, i år deltager i vores arrangement. Vi håber, at han kan være med til at tiltrække såvel jægere som andre naturinteresserede. “