Vi gør alt, hvad vi kan for at finde en løsning
Biskoppen i Helsingør Stift, Lise-Lotte Rebel, henviser indledningsvis til sin tavshedspligt, da Villabyerne spørger til den dybe strid i Messiaskirken.
"Men jeg kan sige, at vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at udrede forholdene. Vi følger sagen meget nøje og tager den meget alvorligt. Alt, hvad vi foretager os i sagen, foregår efter de regler og procedurer, der gælder på området".
Ansat af Kirkeministeriet
Lise-Lotte Rebel har allerede i maj haft et møde med menighedsrådet i Messiaskirken, og i november vil hun atter tage et møde med dem.
Fire kvindelige medpræster er nu gået ned psykisk efter at have arbejdet sammen med Kristian Høeg. Har I overvejet at fjerne ham fra en stillng, der indbefatter samarbejde med andre?
"Som biskop kan jeg ikke bare fjerne en præst. Præsten er ansat af Kirkeministeriet. De begrænsede muligheder, jeg har, vil jeg selvfølgelig udnytte".
Menighedsrådet lader til at have tabt troen på, at du kommer dem til undsætning?
"Jeg vil gøre alt for at komme alle til undsætning. Men du hører kun tingene fra én kant. Den pågældende præst har også fået mange støtteerklæringer gennem årene. Sagen har ikke et så entydigt billede, som du fremdrager. Det er først for nylig, at et enstemmigt menighedsråd har udtrykt deres utilfredshed med ham".
Men den her sag handler da ikke om enkelte utilfredse røster? Arbejdstilsynet vurderer, at arbejdet i Messiaskirken foregår med fare for de ansattes sikkerhed og sundhed.
"Det er også derfor, jeg følger sagen meget nøje. Og jeg gør alt, hvad jeg kan for at løse situationen med de juridiske retningslinjer, jeg er underlagt. Jeg er fuldt ud klar over sagens alvor. Jeg kan ikke sige dig, hvordan vi vil følge Arbejdstilsynets påbud, jeg kan kun sige til dig, at vi vil følge dem. Jeg arbejder nat og dag på at finde en god løsning inden december 2014".