Anette drømte om sin løberute i Imerco-butikken
En tidligere håndboldspiller fra Hinnerup vandt Imercos landsdækkende konkurrence
“Jeg har drømt om denne løbetur mellem hylderne i lang tid.”
Anette Schirmer fra Hinnerup stod klar onsdag eftermiddag i Imerco i Hinnerup. Hun havde vundet den landsdækkende konkurrence, som Imerco havde i august måned.
Strategisk løb
Præmien var varer for 10.000 kroner, som skulle hentes ned fra hylderne på tre minutter.
“Jeg har lagt en strategi. Den går ud på at løbe hurtigt,” sagde Anette i minutterne inden klokken 16, hvor hun fik hele butikken for sig selv.
Butikschef Sanne Vang stod klar bag disken til at scanne varerne ind i den rækkefølge Anette Schirmer placerede dem.
Stegepander, gryder, knive og parkeringsur var blot nogen af de ting, som den heldige vinder fik fingre i på den specielle løbetur.
“Sådan, nu har jeg for 10.000 kroner,” sagde Anette Schirmer efter blot 70 sekunder.
“Men der er ikke for 10.000 endnu,” lød det fra Sanne Vang, der kunne fortælle, at stegepanderne var på tilbud og derfor sat ned.
“Så må jeg afsted igen,” lød det fra den hurtigtløbende tidligere håndboldspiller, der havde taget sin veninde Charlotte Nørskov med som sekundant. Og så kom der lige en Kähler-vase med på disken.