50 års jubilæum i Peugeot Fausing
Tage Thomsen A/S, Peugeot Fausing, fejrer 50 års jubilæum i den kommende weekend
Tage Thomsen A/S, Peugeot Fausing, har været leverandør på det danske bilmarked i 50 år. Faktisk er det landets ældste Peugeot-forretning med samme firmanavn, fortæller Charlie Thomsen, søn af stifteren Tage Thomsen.
Han overtog forretningen i 1990, efter at den et par år forinden var blevet omdannet til et aktieselskab. Men navnet Tage Thomsen beholdt han i firmanavnet.
Startede med benzinsalg
Tage Thomsen selv startede med benzinsalg i 1961 på matriklen ud mod Grenaavej. Året efter åbnede han autoværksted og begyndte salg af brugte biler, og familien flyttede ind i boligen ved siden af autoværkstedet.
I 1964, det vil sige for 50 år siden, kom det store og afgørende spring, nemlig byggeriet af den nye store udstillingshal, som også i dag er facaden ud mod Grenaavej, og som siden har været næsten synonym med Fausing af de tusindvis af daglige trafikanter, der passerer forbi.
Vendte hjem som bilsælger
Charlie Thomsen fattede interesse for biler. Han uddannede sig til reservedelsekspedient i faderens virksomhed, og rejste derefter ud i verden med svendebrevet i baglommen. Først var han i toethalvt år i Egå Autohandel, tre år hos Peugeot i Klarup ved Ålborg, og derefter tre år som bilsælger hos VW Audi. Her fik han smag for at handle, og da han i 1987 vendte tilbage til Tage Thomsen i Fausing, arbejdede han både som bilsælger og reservedelsekspedient. Samtidig startede han egen brugtbilforretning på samme matrikel under navnet “Charlie Thomsen automobiler”.
Her fik han testet den spirende drøm om at blive selvstændig, og den blev besvaret med et stort “Ja”.
“Jeg kan lide at handle, og på dette tidspunkt kunne jeg mærke en større interesse for Peugeot, der var begyndt at lave mere moderne biler. Samtidig var far begyndt at tænke over, hvad der skulle ske med firmaet i Fausing.”
I 1988 blev forretningen Tage Thomsen således omdannet til et aktieselskab og blev til Tage Thomsen A/S. Charlie Thomsen blev direktør, og faderen begyndte så småt at trække sig.
Udvidet og bygget til
I 1990 skete generationsskiftet som nævnt, og Charlie Thomsen blev indehaver.
I 1995 blev Fausings rundkørsel etableret, og det daværende Århus Amt tog noget af Tage Thomsen A/S's grund. Charlie Thomsen foreslog snarrådigt, at man byttede lige over med det hjørne, amtet tog, mod til gengæld at Tage Thomsen A/S fik rundkørslens midte. Synet af prangende biler og skilte midt i rundkørslen ville klæde den, mente han. Det blev dog, ikke overraskende, et nej fra amtet.
I de kommende år var der gang i byggeriet hos Tage Thomsen A/S. I 1996 byggede Charlie Thomsen om og udvidede med bygninger til reservedele og værksted, og i 1999 byggede han et nyt stort pladeværksted og klargøringshal i forlængelse af det eksisterende værksted. I 2001 udvidede han med et værksted på Grenaavej i Randers.
I alt er der i dag 32 medarbejdere hos Tage Thomsen A/S i Fausing og syv på Grenaavej i Randers.
Større biler sælger igen
Bilbranchen i dag er præget af, at danskerne i de foregående fem-seks år har måttet sætte privatforbruget ned.
“Der er blevet solgt rigtig mange mikrobiler, især i de seneste to år. Det har skubbet til salget af nye biler, fordi mange unge har valgt at købe en ny mikrobil i stedet for en ældre brugt bil. Det har presset priserne til gunst for forbrugerne. Mange af bilerne får vi dog lov til at servicere på værkstedet, og mange af kunderne kommer så og køber hos os, når de gerne vil have en større bil.”
Charlie Thomsen kan se en tendens i det seneste halve år til, at folk igen er begyndt at købe lidt større biler.
Et godt liv med biler
Han har haft et godt liv med biler, synes han. Det takker han både sin hustru for, som også arbejder i Tage Thomsen A/S, og de mange andre dygtige medarbejdere, hvoraf mange ligeledes har været med på holdet i mange år.
“Da jeg var barn, samlede jeg på gamle mønter, og i mine unge år handlede jeg med gamle mønter som hobby. Den glæde har jeg også ved at handle med biler - og det er jo dejligt, at ens hobby også er ens arbejde.”