Fortsæt til indhold

Folketingspolitikere møder syge fra Norddjurs

Ulf Harbo, Enhedslisten, vil arrangere møde mellem folketingspolitikere og syge i Norddjurs

Samfund
Anette Bonde

Folketingets Beskæftigelsesudvalg skal høre, hvor vanskeligt det er for kommunens embedsmænd og for politikerne at håndtere de mange reformer på beskæftigelsesområdet, mener Ulf Harbo, medlem af kommunalbestyrelsen for Enhedslisten i Norddjurs Kommune.
“Jeg mener at de folkevalgte skal have muligheden for at tale med de borgere som lovgivningen rammer. Det er på tide at Christiansborg ser omfanget af de problemer, kommunerne står med,” skriver han i invitationen.
Derfor benytter han udvalgets besøg i Norddjurs til at invitere til træf og en dialog mellem syge borgere og udvalgets medlemmer foran rådhuset i Grenaa. Det er onsdag 10. september klokken 11.
Folketingets Beskæftigelsesudvalg er på disse kanter i forbindelse med en studietur til Djursland og Aarhus. Udvalget starter klokken 8.45 på Viden Djurs og klokken 10.30 går turen videre til rådhuset, hvor et fastlagt program også starter klokken 11.

Strategier og mål

Ulf Harbos indslag indgår ikke i det officielle program. Ifølge dette skal borgmester Jan Petersen med baggrund i Anholt Vindmøllepark fortælle om udviklingen af moderne arbejdspladser, og ledende medarbejdere i forvaltningen skal blandt andet orientere om erhvervsnetværket Djurs Wind Power og kompetenceudvikling af lokale virksomheder, om Norddjurs Kommunes lokale beskæftigelsespolitiske udfordringer samt om de strategier og mål, der er iværksat for at håndtere dem.
En medarbejderrepræsentant fra jobcentret fortæller om kontanthjælpsreformen og de ansattes arbejde og dagligdag i forbindelse med reformen. I forlængelse heraf præsenteres Norddjurs Kommunes nye strategi for borgerrettet service i jobcentret.
Norddjurs Kommune er i øvrigt i gang med at implementere en metode udviklet i Holland kaldet Styrket Borgerkontakt.

“Provokatorisk”

Borgmester Jan Petersen siger, at han ikke umiddelbart har en mening om Ulf Harbos initiativ.
“Udvalget ønsker at komme, og jeg tager imod. Jeg vil ikke blande mig i, hvordan de møder borgerne.”
Dog mener han, at det er provokatorisk, at Ulf Harbo har valgt at invitere til dialog mellem udvalg og borgere klokken 11, samtidig med at programmet på rådhuset starter.
Til det siger Ulf Harbo, at udvalgets medlemmer kan få tid til en snak med borgerne i den halve time, der er sat af til transport fra Viden Djurs og til rådhuset eller i den halve times frokostpause.
Med hensyn til problematikken om borgere, der kommer i klemme i systemet, mener Jan Petersen, at dette netop er indeholdt i programmet på rådhuset.
“Jeg synes faktisk at nogle borgere er i klemme. De har reelle problemer, og det er en del af de emner, jeg vil tage op.”