Fortsæt til indhold

"Man flasher ikke med at man vil sælge"

Business Kolding holder inspirationsmøde for virksomhedsejere, der står foran et generationsskifte

Samfund
Fred Jacobsen

Det gode råd for virksomhedsejere, der går og tænker på et overdrage livsværket til en anden, er, at det er en proces, de skal begynde tidligt på.
"De er lidt vanskelige at få ud af busken. Man vil helst ikke gå og flashe med, at man er på vej til at sælge", siger Jette Hilger fra afdelingen for erhvervsudvikling i Business Kolding.
Hun er tovholder på et inspirationsmøde om netop ejerskifte tirsdag den 16. september i Bramdruphallerne.
Her får virksomhedsejere, som overvejer et generationsskifte, mulighed for at få gode råd om den proces, der følger i kølvandet på sådan en beslutning.
"Vi ved ikke, hvor mange, der her i Kolding står på spring til at sælge, men vi ved, at der på landsplan er 16.000 ejerledere, der er over 65 år", fortæller Jette Hilger.
På mødet vil deltagerne møde forskellige eksperter på området og således kunne blive klogere på de forandringer, et ejerskifte medfører.
Det er gratis at deltage, når man melder sig til hos Business Kolding senest fredag den 12. september