Fortsæt til indhold

Kemoland tur-retur

Foredrag i Opstandelseskirken

Samfund
Arkiv

I 2009 fik Dorte Falkenberg Rasmussens datter Ella konstateret leukæmi.
De lange år i Kemoland blev til både en bog (2012) og en film (2013). Nu kan Dorte opleves i et varmt og tankevækkende foredrag, hvor hun fortæller om livet, når det slår en af de helt store koldbøtter.
Hvad stiller man dog op når charterflyet pludselig lander i Kemoland i stedet for på Gran Canaria, og paraplydrinken i syden erstattes af hospitalskaffe på Rigshospitalets Børnekræftafdeling - i selskab med skaldede børn på kemo og forvirrede forældre i slåbrok? Når man med ét bliver revet væk fra arbejdsmarkedet og nu kan se frem til årelang orlov, hvor eneste fokus er at holde barnet i live - og familien samlet?
Foredraget finder sted i Opstandelseskirken tirsdag den 23. september kl. 13.30.
Kemoland tur/retur er historien om livet i overhalingsbanen, som bliver påkørt af et godstog i fuld fart. Dortes godstog hed spædbørnsleukæmi, men det er tydeligt, at alle, der har været igennem en livskrise - om det er skilsmisse, dødsfald eller sygdom - kan nikke genkendende til at få sit liv sat på stand by. Dorte beretter om en virkelighed, vi kan forstå, og det er netop dét, der gør hendes historie så tankevækkende og rørende. Roligt og usentimentalt fører hun os igennem et forløb, hvor virkeligheden vendes på hovedet og hverdagen bliver en balancegang mellem liv og død, håb og fortvivlelse.
Man får ikke ondt af Dorte, når hun fortæller sin historie. Hendes store saglighed og generøse selvironi sikrer mod enhver form for omklamrende føle-føleforedrag. Men man får afgrundsdyb respekt og sympati for et menneske og en familie, som kan bære så meget - og oveni købet stå frem og fortælle om det bagefter. At familien er mærket, efterlades man ikke i tvivl om. Men at familien kan gå videre sammen synes også sikkert. Derfor er det også en fortælling om håb og om at livet kan rejse sig igen.
Sognepræst Anne-Sophie Olander har skrevet: "Det er en både barsk og bevægende oplevelse at høre Dorte Falkenberg Rasmussens foredrag om datteren Ellas sygdomsforløb. Med hudløs ærlighed fremlægger Dorte alt lige fra fakta til den fortvivlelse enhver forælder til et alvorligt sygt barn står med, og som tilhører bliver man draget ind i forløbet. Kan man tælle sig blandt de lykkelige, der ikke at har skullet gennemleve et sådant mareridt, får man et tiltrængt skub til opvågning og sidder man på den anden side med en lignende historie, tror jeg man kan finde trøst og opmuntring i Dortes fine fortælling.