Tusindvis af gule sundhedskort nåede aldrig frem
Stakkevis af nye sundhedskort er sendt tilbage til kommunerne
Tusindvis af de nye gule sundhedskort, som Danske Regioner i juli sendte ud til en kvart million mennesker i Kolding, Vejle og Fredericia, er aldrig nået ud til de borgere, som skulle have dem. Og det kaster en del arbejde af sig i kommunerne for at få kortene af sted til den rigtige modtager.
“Folk begynder så småt at melde sig for at få deres kort. Og vi har da også udleveret en del”, fortæller gruppeleder Jette Møller fra Borgerservice i Kolding, mens hun vurderer vægten af en af de kasser, der fortsat er fyldt med returnerede kort fra Post Danmark.
“Nogle kasser er lidt lettere nu”, tilføjer hun.
I Borgerservice i Kolding blev de lidt forbavsede over, at mere end 1000 sundhedskort kom tilbage med posten. Enten, fordi der var forkert adresse på postkassen, eller fordi modtageren havde glemt at meddele flytning.
“Normalt har vi et par kasser med returnerede kort. Nu er det mere end dobbelt så mange”, oplyser Jette Møller.
Tre kasser i Vejle
I Vejle har teamkoordinator i Borgerservice, Annette Johansen, ikke tal på returnerede kort.
“Men der er mange”, siger hun om de tre kasser, de har haft stående, og oplyser, at det kaster en del arbejde af sig.
“Vi sagsbehandler hvert enkelt kort for at finde ud af, hvordan vi kan få det ud til borgeren”, siger Annette Johansen.
I Vejle er de gule plastikkort og tilhørende kuverter nu delt ud på medarbejderne, som arbejder på at få dem afsat.
“Vi kender dem”
I Fredericia melder kontorchef Jane Andersen om 350 returnerede kort.
“Vi er en mindre kommune end Vejle og Kolding, så det kommer ikke bag på os og giver heller ikke det store ekstraarbejde”, forklarer Jane Andersen og tilføjer:
“De fleste kender vi. Der er et sammenfald med dem, der i andre tilfælde ikke reagerer på post eller får meldt flytning.”
Sundhedskortet skal vi bruge, når vi går til læge, på apoteket, hente post og en del andre steder, hvor det er vigtigt at legitimere sig.
Men at stå uden det gule kort betyder ikke, at man ikke kan gå til læge, få sin medicin eller lignende.
“Hos os kan man få sin medicin, hvis man ellers kan huske sit personnummer”, forsikrer Line Aarø, apoteker i Løve Apoteket i Kolding.
Frem til 1. oktober kan folk, hvis kort af en eller anden grund er strandet hos kommunen, få det udleveret gratis.
Efter 1. oktober koster det 185 kroner at få lavet et nyt.