Her er den nye ejer af de tomme center-lokaler
Heidi Dehn rykker sit bevægelsesscenter ind i de store lokaler i Jyllingecenteret, hvor der senest har ligget en Sportigan
Det er godt og vel seks måneder siden, at Sportigan lukkede og slukkede i Jyllingecenteret.
Men nu kan kunder og forretningsdrivende i det lokale center godt begynde at indstille sig på en ny butik.
Ifølge Poul Larsen fra erhvervs-ejendomsmægleren IBO, der står som udlejer af de 200 kvadratmeter tomme lokaler ved siden af Netto, så er kontrakten underskrevet med den nye lejer.
"Der kommer til at ligge et bevægelsescenter. Lejeren bliver Heidi Dehn fra Gundsømagle, som i øjeblikket holder til på første sal i centeret," siger Poul Larsen.
Heidi Dehn har været selvstændig siden 2008, hvor hendes virksomhed i Jyllinge for alvor har taget fart.
"Jeg er flyttet fem gange. Hver gang til større og større lokaler. Den 1. januar flyttede jeg ind i Jyllingecentret, men nu er min kundekreds efterhånden så stor, at jeg trænger til større lokaler. Dem har jeg fundet i de gamle Sprtigan-lokaler, hvor der er mere plads, så jeg fortsat kan tilbyde mine kunder den bedste oplevelse," siger Heidi Dehn, som tilbyder personlig træning, eksklusive lukkede træningsforløb på små hold og et onlineforløb.
Ikke et fitnesscenter
"Mit mål er at skabe et sted med masser af professionalisme, passion og engagerede instruktører," siger Heidi Dehn, som ikke vil kaldes et fitnesscenter.
"Min tilgang og tankegang ligger langt væk fra den gængs fitnessopfattelse. Jeg er ikke tilfreds med at folk "bare" bevæger sig og træner uden tanke bag. Jeg vil gøre dem til bedre bevægere og klogere på deres egen krop og alle de mekanismer som spiller ind på manglende fremgang, smerte og en usamarbejdsvillig krop," siger hun.
Heidi Dehn flytter efter planen ind i de nye lokaler fra og med januar næste år.