30 frivillige skal give De Orange Haller et løft
Fredericia Kommune er på jagt efter 30 frivillige til en såkaldt "Gamemaker" uddannelse
"Undskyld, kan I ikke lige flytte jer lidt, så jeg ikke kører ind i jer?"
Spørgsmålet runger i De Orange Haller i Fredericia, hvor Lokalavisen Budstikken stiller op til en snak om en ny uddannelse for frivillige. 19-årige Mikkel Husman hopper op på sit skateboard og suser forbi.
"Der er fart på," smiler hallernes opsynsmand, Kai-Ivan Andersen.
"Her i den ene hal er de unge på hjul. Løbehjul, rulleskøjter, skateboard og cykler. I den anden hal er der boldspil, hockey og parkour. Hallerne er populære, og bliver brugt af skoler og børnehaver. Men der er for alvor gang i den om eftermiddagen og om aftenen, hvor gadeidrætten folder sig ud. Omkring 200 brugere hver dag," fortæller Kai-Ivan Andersen.
Miljøet skal styrkes
Alle kan bruge De Orange Haller i Fredericia. Og for at gøre stedet endnu mere attraktivt sætter kommunen i samarbejde med DGI Underground nu gang i en ny uddannelse for frivillige. "Gamemaker", hedder den.
"I alt har vi brug for omkring 30 Gamemakere. Vi taler både om unge og voksne, som fremover kan bidrage til, at hallerne og aktiviterne i dem får et markant løft," siger idrætskonsulent Ole Steen Hansen, Fredericia Kommune.
Det er en slags "street-kultur" uddannelse, som skal styrke miljøet i hallerne.
"Som gamemaker er man med i brugerrådet, som bestemmer hvad pengene skal bruges til. Men et par gange om ugen er man også synlig i hallerne. Vi sørger for beklædning," siger Ole Steen Hansen.
Med uddannelsen bliver du klædt på til mange forskellige opgaver.
"En gamemaker kan for eksempel være med til at sætte nye spillere ind i reglerne, være mini-instruktører, opdatere sociale medier, rydde op, arrangere events, tage ansvar og udvikle et medejerskab blandt brugerne," siger Kai-Ivan Andersen.
"Målet er, at De Orange Haller bliver et endnu mere velfungerede sted. Et endnu mere aktivt, imødekommende og selvkørende sted," tilføjer Ole Steen Hansen.
Kommende gamemakere skal deltage i en "Workshop Search day" den 1. og 2. oktober, hvor der er udvælgelse af deltagere. Tilmelding senest 30. september.
"Det er en legeplads med tag. Gamemakerne skal være med til at udvikle den."
Ole Steen Hansen, Idrætskonsulent