Flere unge på Sjælland får læreplads
429 elever fra erhvervsskolerne på Sjælland har i årets første seks måneder fået en læreplads hos en lokal håndværksmester. Det er en stigning på 77 elever i forhold til samme tid sidste år. Dansk Byggeri glæder sig over den positive udvikling.
UDDANNELSE Hele 429 unge elever på EUC Nordvestsjælland, Selandia i Slagelse, EUC Sjælland og Roskilde Tekniske Skole har i årets første seks måneder underskrevet en kontrakt med en virksomhed om at få en læreplads som håndværker.
Tømrerfaget er klart mest populært med over 230 lærlinge, og det er også her, der er dukket flest nye lærerpladser op. Hele 35 pladser flere end sidste år, det er en stigning på 17 procent.
- Det er jo rigtig godt, at det går fremad med antallet af lærepladser. Det er vi meget tilfredse med, for det er bestemt ikke en selvfølge, fordi krisen kan stadig mærkes i vores lokale virksomheder.
Så flere lærepladser får forhåbentlig også flere til at søge ind på erhvervsuddannelserne, siger formand for Dansk Byggeri Sjælland, Niels Moestrup, og tilføjer:
- I mange af de kommuner, der indgår i partnerskabsaftaler, ser vi en stigning i antallet af lærepladser, og derfor håber jeg også på, at vi får endnu flere kommuner til at indgå en partnerskabsaftale med Dansk Byggeri. På den måde kan vi sikre, at flere unge får den læreplads, som de har brug for.
Indtil videre har Roskilde og Greve indgået en partnerskabsaftale, og Sorø og Holbæk overvejer at træde ind i samarbejdet.
Det er et tegn på, at det går den rigtige vej, mener formand Niels Moestrup, der dog samtidig ærgrer sig over, at regeringen – ifølge Dansk Byggeri Sjælland – er på vej til at gøre skabelsen af lærepladser endnu sværere.
- Hvis regeringen ikke ændrer kurs med hensyn til BoligJob-ordningen, som den planlægger at stoppe til årsskiftet, vil det uden tvivl få en stor, negativ betydning for antallet af lærepladser.
Det håber jeg da også, at regeringen vil indse og forlænge ordningen som en del af finansloven, siger Niels Moestrup og fortæller, at ordningen skaber i omegnen af 5.000 arbejdspladser - heraf cirka ti procent lærepladser - fordelt ud over landet.
sl