Fortsæt til indhold

Bisgaard Bageri fortsætter i Hillerød trods konkurs

Henrik Bisgaard er for anden gang gået konkurs med et bagerselskab, men bageriet i Hillerød overlever

Samfund
Mette Dolmer Thygesen

Bageriet i Helsingørsgade i Hillerød bliver ikke ramt af den konkurs, som nu har ramt bagerkæden Bisgaard med Henrik Bisgaard i front.

Adskillige medier skrev ellers fredag, at konkursen ramte samtlige bagerafdelinger i Bisgaard-kæden. Men fredag morgen var der fuld gang i butikken, som ikke skal lukke, da den ligger i et andet selskab, fortæller Henrik Bisgaard til Hillerød Posten:

"Efter min personlige konkurs i december 2013 røg alt, hvad vi ejede. Så oprettede jeg et nyt selskab, som min far stiftede. Det selskab har drevet otte Superbest-bagerafdelinger. Senere fik jeg mulighed for at rykke tilbage her i bagerbutikken i Helsingørsgade i Hillerød, og det driver vi i så et andet selskab end det konkursramte," forklarer han.

Fed oplevelse i Hillerød

Bageriet i Hillerød genåbnede i maj, efter at bageriet Korn & Kager, som overtog lokalerne efter Bisgaards første konkurs, også måtte lukke.

"Jeg har altid gerne villet tilbage i bageriet her i Helsingørsgade. Jeg har en fed oplevelse af at være her, hvor jeg selv står og butikken og møder mange mennesker. Så det er rigtig ærgerligt, journalisterne skrev, vi lukkede her. Det har kostet mig kunder her til morgen," siger han.

Bagerbutikken i Helsingørsgade kører fint, fortæller Henrik Bisgaard, som selv bor i Helsingør.

"Vi har en god placering her, og vi er også glade for at ligge op ad Irma, som vi har et godt samarbejde med. Vi vil gerne have fat i kunderne, der handler i Irma. Samtidig laver vi kvalitet, og det vil folk gerne have," siger han.

Konkursen rammer et andet selskab, som Henrik Bisgaard driver. Arkivfoto: John Jessen Hansen

Konkurrence med supermarkeder

Samtidig mener han stadig, det er svært at konkurrere mod de priser, som supermarkedskæder som Netto og Lidl kan udbyde bagværk til.

"Der er hele tiden en kamp mod supermarkederne, og der popper hele tiden nye supermarkeder op rundt omkring i landet. Nogle er også begyndt at sælge slagterkød, så det er svært for specialbutikker at overleve," siger Henrik Bisgaard, som afleverede konkursbegæringen for sit andet selskab i torsdags.

"Det er rædselsfuldt at skulle igennem en konkurs igen. Det oplevede jeg i december, hvor jeg mistede alt, og hele vores liv blev smadret. Nu skal jeg så igennem det igen, men jeg ved trods alt, hvad der skal ske," siger han.