Fortsæt til indhold

Nanna får prestigefyldt pris

Ved at påvise at man kan reducere energiforbruget ved vertikal plantedyrkning, har 19-årige Nanna Kalmar i sit projekt adresseret en af vor tids store udfordringer.

Samfund
gs

At sikre plantebaserede fødevarer på en energieffektiv måde er en af vor tids store udfordringer. Og den har den 19-årige gymnasieelev på Egå Gymnasium, Nanna Kalmar fra Ryomgaard, adresseret med sit projekt Let there be (optimal) light.

Projektet imponerede dommerkomitéen i en sådan grad, at Nanna Kalmar i tirsdags blev udråbt som årets unge forsker blandt 50 seniorprojekter. Det skete ved den nationale finale i Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence, Unge Forskere i København, fremgår det af en pressemeddelelse.

I projektet undersøger Nanna Kalmar om, man ved at give vertikale planter mindre lys kan sænke energiforbruget og samtidig opnå næsten samme plantevækst.

Udnytter pladsen i højden

Vertikal Farming foregår ofte indendørs og er en måde at udnytte pladsen på til at dyrke fødevarer bedre ved at gro afgrøder i højden.

»Vertikale landbrug kan producere omkring 10 gange så meget udbytte som et traditionelt drivhus, på samme landareal, fordi planterne bliver groet i højden, og bruger omkring 50 procent mindre vand end traditionelle drivhuse,« fortæller Nanna Kalmar.

Men der er en ulempe. For energiforbruget er seks gange større end i traditionelle drivhuse, og det er dette energiforbrug som Nanna Kalmar har beregnet en metode, der kan skære op til en tredjedel af energiforbruget.

Spirende forskerkarriere

Projektet imponerede dommerkomitéen:

»Den samlede vinder tager forskningsverdenen og industrien i inderbanen og formår at finde en perle i en etableret produktion af en dagligvare,« hedder det i Grand Jurys motivation.

De unge finalister kommer fra grundskoler i hver en krog af landet. For hver af dem er eventyret startet med noget, de har undret sig over i hverdagen, eller blot deres helt egen kreative eller nytænkende idé.

Med hæderen følger 25.000 kr. samt retten til at deltage i EM i Bruxelles, i Swiss Science Forum i Schweiz og i Stockholm junior Water Prize Challenge.

I 2018 var det i øvrigt Nannas tvillingesøster Frederikke, der vandt den nationale titel årets Unge Forsker.

Tre kategorier

Konkurrencen er delt op i tre kategorier: Life Science som Nanna Kalmar vandt foruden hovedprisen. I Technology vandt Martin Stengaard Sørensen fra Odense Tekniske Gymnasium førsteprisen med sit projekt ’Regenerativ køling af små raketmotorer med forblandet fremdriftsmiddel’, mens Alexandra Cortiga fra Bagsværd Kostskole tog førsteprisen i Physical Science med et projekt, der behandler en anti-fouling skibsmaling og benytter genanvendte tungmetaller til at forhindre bevoksning på skibe.

»Det er hér på Unge Forsker-konkurrencen, at kimen til en spirende forskerkarriere bliver lagt. Jeg glæder mig over at se den naturvidenskabelige talentmasse blandt de mange hundrede børn og unge, som udfolder deres potentiale inden for naturvidenskab, formidling og projektarbejde med smittende entusiasme,« siger Katrine Bruhn Holck, programleder for Unge Forskere