Oliver lever filmdrømmen ud i Skotland

Byen hedder Ayr og ligger i det vestlige Skotland helt ud til det irske hav, men i toget fra Glasgow udtales bynavnet slet ikke som det engelske ord for luft, men med fed skotsk accent nærmest som ”ear”.

Her har den 23-årige Oliver Kirkegaard Laursen fra Grenaa nu i tre år haft sin dagligdag - som studerende på ”University of the West of Scotland”. På uddannelsen ”filmmaking and screenwriting”, hvor dagene går med at skrive manuskripter og få dem gjort levende på lærredet eller skærmen.

Efter i 2019 at have gennemført den internationale studentereksamen på IB-delen af Grenaa Gymnasium med al undervisning på engelsk, følte han sig sprogligt på så sikker grund, at han ikke tøvede med at søge ind på filmuddannelser i udlandet - i England, Wales og Skotland. Hans ansøgning blev alle tre steder så godt modtaget, at han selv kunne vælge - og valget faldt på Skotland.

Ingen SU

Et års tid efter endt eksamen blev dog brugt på at skrabe penge sammen til studieopholdet, for selv om den danske stat betaler for selve uddannelsen på universitetet i Ayr, så giver uddannelsen ikke ret til at modtage SU. Det ville han have haft ret til, hvis han eksempelvis i stedet uddannede sig inden for film på Statens Filmskole i København.

»Det kom lidt bag på mig, men reglerne er sådan, at man kun kan få SU, hvis der er optagelsesprøve til uddannelsen, som der er på den danske filmskole. Til gengæld er der ingen eksamener under hele uddannelsen i Danmark, så er man først optaget, er man også sikker på at bestå, mens vi her hele tiden skal aflevere opgaver og filmprojekter og skal bestå eksamener undervejs. Men der optages så få elever på filmskolen i Danmark, at der næsten ikke er nogen chancer for at komme ind, så jeg følte, at mulighederne for at blive optaget var bedre her,« siger Oliver, mens vi har placeret os på en bænk uden for det weekendlukkede universitet i Ayr.

Ville udfordres

Han valgte i sin tid IB og det internationale islæt i gymnasiet for at blive udfordret rent sprogligt og fagligt.

»Jeg har altid godt kunnet lide at skrive, så jeg vidste ikke om jeg skulle gå journalistvejen eller i en anden retning. Men så begyndte jeg sammen med en af mine gymnasiekammerater at lave film som en hobbybeskæftigelse, og så voksede filminteressen hos mig. Og det gav mig lyst til at prøve kræfter med filmproduktion. Filminteressen har jeg altid haft og det samme med interessen for at fortælle historier. Og ser man på de gamle videooptagelser, som min far har lavet, hvis vi har været på ferie, ser man mig altid stå og hoppe foran kammeraet. Jeg har altid været vild med Dirch Passer og danske film, men det var først senere, at jeg gik efter muligheden for selv at lave film.«

Kendt i Grenaa

I Grenaa er Oliver kendt af mange. Måske fra scenen i forårskoncerterne og forestillingerne på Grenaa Gymnasium eller i Grenaa Amatørteater, hvor han var Sonny LaTierri i musicalen Grease og et af medlemmerne i T-Birds. Eller fra sin tid som fodboldspiller i Åstrup Idrætsforening og FC Djursland og jobs som lærervikar på Vestre Skole, på hotel, i Kulturhuset Pavillonen samt ikke mindst i Grenaa Bowlingcenter, hvor han i en ung alder viste gode evner som bartender. Et job, som han stadig passer, når han er hjemme på ferie - og som også i Ayr giver ham en indtægt ved siden af studiet, når han serverer masser af pints og cocktails på baren ”Harleys”.

Synes man som dansker, at det kan være svært at tyde, hvad en skotte siger, så tænk på, hvordan man skal spidse ørerne, hvis man skal opfatte, hvad der siges, når der en travl aften i baren afgives ordrer på drinks, man aldrig har hørt om - måske med et band højlydt spillende i baggrunden. Han siger selv, at han var presset på det område den første tid, men er kommet efter det.

Skotsk accent

Så Oliver har fået den skotske accent så meget på plads, at de engelske gæster i baren i Grenaa Bowlingcenter nogle gange beder ham om at tale engelsk, når han serverer for dem. ”Don’t bring that scottish over here” lyder det, og som han selv siger, så troede han, at han var god til engelsk, da han tog fra Danmark, men han fattede i starten ikke hvad folk sagde til ham i Ayr.

Nu har du jo ikke selv gået på et dansk universitet, men hvad tror du selv er den største forskel på at studere i Danmark og så her?

»Det, der først og fremmest overraskede mig, var hvor unge de studerende er her. De tager typisk ingen sabbatår efter gymnasiet. Så jeg kom hertil med en anden modenhed, og den har hjulpet mig meget. Jeg mødte op med en helt anden seriøsitet, end nogle af mine medstuderende. For mig var det et stort skridt at tage fra Danmark og til udlandet for at læse, så jeg var fra starten indstillet på at give den en skalle og arbejde hårdt. Nogle på holdet lallede lidt igennem, og man kan også se, at der har været et ret stort frafald på studiet undervejs. Jeg tror, at halvdelen af holdet er faldet fra i løbet af de første tre år.«

Hvordan er økonomien så for dig som dansker her?

»Det har været svært. Det må jeg indrømme. Heldigvis havde jeg sparet penge sammen inden jeg tog herover. Den første tid glædede jeg mig over, at mange ting er billigere i Skotland i forhold til Danmark. Men det var et minus for mig, at jeg ikke kunne tage SU med fra Danmark. Det mærkelige er, at andre uddannelser her på universitetet giver ret til SU fra Danmark, men ikke de kreative uddannelser, fordi man ikke har en optagelsesprøve. Hvis jeg havde sagt ja til uddannelse på universitet i Edinburgh, skulle jeg have været til en optagelsessamtale, men her skulle jeg for at blive optaget fortælle om min interesse for film og skrive et essay om det.«

Kom før Brexit

Oliver var heldig at gå i gang med studiet inden Storbritannien sagde farvel til det europæiske fællesskab efter at have stemt for et Brexit, som ingen på afstemningstidspunktet anede konsekvenserne af. For i dag er grænserne stort set lukket for danske studerende på britiske universiteter, ligesom der ikke udstedes arbejdstilladelser til danske unge. Det er ikke uden risiko alligevel at tage et job, for myndighederne slår hårdt ned på snyd og sender synderne ekspres ud af landet.

Det paradoksale er, at i stedet udgøres det internationale islæt på universiteter i Storbritannien nu af masser af kinesiske unge fra velhavende familier og fra Nigeria. Og mange briter har fortrudt deres stemme til at forlade fællesskabet og føler sig snydt af de politikere, som anbefalede det.

Du har et år tilbage af din bachelor - og kan vælge at afslutte med en to-årig master. Gør du det?

»Jeg ved det ikke endnu. Hvis jeg ikke selv skulle betale for den, så ville jeg nok skynde mig og gøre det med det samme, men jeg tror ikke briterne ændrer på ret meget her og nu, så jeg vil nok vælge at gå ud og få noget erfaring og lave noget film. Så kan man altid senere vælge at tage det, der svarer til en kandidat på et dansk universitet.«

Hvad er det for nogle film, I laver?

»Det er alt muligt. Men hovedsageligt kortfilm. Og senest har jeg arbejdet mere og mere med dokumentargenren, som har været lidt af en øjenåbner for mig. Tidligere troede jeg ikke, at det var noget for mig, men jeg tror, at jeg har et øje for at se historier i hverdagen, og det kan være lige så spændende som at skrive et manuskript selv. Men jeg har prøvet det hele her. Kortfilm, fiktion og dokumentar.«

Dokumentar - er det så med dig som fluen på væggen eller griber du aktivt ind?

»Det mest interessante ved dokumentar er hvad man kalder at være fluen på væggen. Hvor man filmer hvad der sker. Kameraet kører og man ved ikke, hvad der kommer ud af det. Dem har jeg lavet to af. En viste, hvad der skete i vores fredagsbar på universitet, da folk kom tilbage efter corona. De første halvandet år, jeg var her, var der ikke noget socialt liv overhovedet. Så da vi kunne mødes igen, satte jeg et kamera op foran fredagsbaren og optog folks reaktioner på, hvordan vi atter kunne være sammen. Det var faktisk et utroligt spændende projekt.«

Den lokale Donald Trump

Senest har Oliver brugt mange timer med sit kamera for at følge Forbes Robertson, en skotsk rigmand, som kaldes det lokale svar på Donald Trump i Ayr.

»Jeg følger hans liv i alt, hvad han foretager sig. Han er en mand, som ejer utroligt mange forretninger og ejendomme her i byen. For ham er livet business, business og business. Han ånder for at tjene penge. Han vil gerne flashe og vise sin rigdom. Han ejer over 40 biler og går med dyre ure, men når man tager med ham hjem privat, så lever han et kedeligt liv i et helt normalt hus, hvor han stort set intet spiser ud over en bolle eller to om dagen. Så der er nogle sjove kontraster i hans liv. Og hvis jeg prøver at kradse lidt i overfladen og spørge til hans familie, hans kone og hans børn, så kan han umiddelbart godt blive lidt berørt, men lige efter skifter han til den benhårde forretningsmand.«

Hvad sagde han, da du henvendte dig og bad om at følge ham meget tæt på. Han vidste jo ikke, hvad han sagde ja til ?

»Han var klar med det samme. Han sagde til mig, at jeg næste dag skulle komme forbi hans kontor. Han havde købt kage og der var kaffe klar. Det skete i et kæledyrskrematorium, som han etablerede, da han selv skulle have en hund kremeret og det fandtes ikke i Ayr, og så sørgede han selvfølgelig for det. Han har tidligere været med i forskellige tv-programmer, og han ser en fordel i enhver form for medvirken og omtale. Nu er filmen færdigklippet, men mangler lige det sidste lyd. Filmen varer 12 minutter, som er blevet til ud fra syv og en halv times optagelser, så den kan godt senere klippes til et længere produkt.«

Kan I få filmen vist nogle steder?

»Forbes Robertson er meget opsat på, at vi skal have filmen sendt til Cannes Festivalen. Hvis vi optager og der er en, der ringer til ham, siger han altid, at vi er ved at optage en film til Cannes, men det er nok mere realistisk, at den kan blive vist på nogle dokumentarfestivals rundt omkring. Med Skotland som udgangspunkt for hans skotske accent er så tyk, at den nok vil kræve undertekster. Og heldigvis er der efter corona atter kommet liv i Edinburgh Film Festival.«

Sidste studieår

Målet for det sidste universitetsår inden bachelor er i hus, er at lave en kortfilm på et kvarters varighed og så lave noget skriftligt til at supplere.

Arbejder I i teams eller hvordan foregår det?

»Ja. Jeg har mit eget hold, som jeg har arbejdet med lige fra starten og lavet alle mine film med. Når vi har arbejdet så godt sammen i tre år, så går det nok også godt med det fjerde.«

Men man kan jo godt have forskellige opfattelser af, hvad en god film af?

»Det kan man, men jeg har været så heldig, at jeg altid har haft ret - ha ha. Nej, selvfølgelig er der ting at diskutere, men på mit hold er vi næsten enige om, hvad der fungerer og hvad der ikke gør. Hvordan en film skal være og hvordan den skal se ud. Men selvfølgelig er det en del af processen, at man undervejs diskuterer, hvilken vej man skal. Det er jo en spændende proces, hvor man også kan skubbe til sig selv og tage imod gode input. Det dur ikke, hvis de andre med det samme sagde til mig, at alt, hvad jeg har lavet er fantastisk. Det lærer man ikke noget af, men det gør man ved at tage til sig fra andre, som også er dygtige inden for scenografi, lyd og klipning, som jeg ikke er så god til.«

Du har jo fundet en skotsk kæreste her - Rosie. Hvad skal fremtiden byde på for jer. Kommer du tilbage til Danmark?

»På et tidspunkt gør jeg. Jeg skal retur, men lige nu er jeg et sted i livet, hvor det ikke lige er naturligt at gøre det. Det afhænger af, hvad der kommer til at ske med mig og hvad er der af jobmuligheder herovre. Det kan også blive et helt tredje sted. Det virker Rosie også ret afklaret med. Hun arbejder som manager på en italiensk restaurant i nabobyen Prestwick, men udelukker ikke at prøve at leve i Danmark på et tidspunkt. Men jeg tror mine jobmuligheder vil være større her end i Danmark, fordi der bliver produceret flere film og lavet mere tv end i Danmark.«

Hvad med at lave en rigtig spillefilm på et tidspunkt?

»Det er jo mit livs helt store drøm. Jeg vil godt bringe noget energi til filmlærredet. Måske skal jeg passe på med hvad jeg siger, men jeg synes de seneste år er mange danske film lavet ud fra den samme formular. Der mangler nytænkning, og jeg ser sådan en som Edgar Wright, som en der tilfører filmproduktion noget energi og arbejder meget med kamerabevægelse. Det kunne være fedt at gå i den retning.«

Du slipper ikke for spørgsmålet her til sidst. Hvad er den bedste film, du har set?

»Altså nogensinde. Det må være ”Godfather”. Også selv om det kunne lyde som lidt af et standardsvar, fordi det skal man sige, men da jeg så den - og jeg var egentlig lidt sen til at se den - så tænkte jeg hold da kæft. Og det er vildt at tænke på, at den stadig i dag så mange år efter kan have sådan en effekt på folk.«