Fortsæt til indhold

Ny bestyrelse ikke ond i sulet på den afgåede

Søren Rasmussen med en længere fortid i Rønde Vands bestyrelse understreger, at han og de øvrige nyvalgte ikke ønsker at deltage i det kor, der har kritiseret den afgåede bestyrelse.

Samfund

Søren Rasmussen er en af de fem nye i den nyvalgte bestyrelse i Rønde Vand a.m.b.a., og den havde han ikke set komme, da han tog til den ekstraordinære generalforsamling.

»Jeg deltog ikke i den ordinære, hvor jeg kunne forstå, at kritikken mod den siddende bestyrelse var barsk. Jeg vil godt understrege, at jeg ikke har noget at kritisere den nu forhenværende bestyrelse for,« siger Søren Rasmussen.

Han sagde kun ja til at hoppe med i den nyvalgte bestyrelse, fordi det var svært at finde de fem, der skulle tage over, da den tidligere bestyrelse pakkede sine sydfrugter og skyndsomt forlod den ekstraordinære generalforsamling i samlet trop.

»Jeg har indvilget i at tage et år og bidrage med den erfaring, jeg har fra mine tidligere år i Rønde Vands bestyrelse. Der venter en række store opgaver for den nye bestyrelse, det er der ingen tvivl om,« siger Søren Rasmussen.

Jeg vil godt understrege, at jeg ikke har noget at kritisere den nu forhenværende bestyrelse for.
Søren Rasmussen

Godt stykke arbejde

Ingen i den nyvalgte bestyrelse har grund til at kritisere den afgåede bestyrelse, for den har leveret et godt stykke arbejde og udarbejdet en strategi for fremtiden, der er seriøs, understreger Søren Rasmussen.

»Vi mødes mandag (i mandags efter redaktionens slutning, - se den ny bestyrelse i faktaboksen. red.) første gang for at konstituere os, fastlægge dato for ekstraordinær generalforsamling og ellers aftale, hvordan vi sikrer driften fremover,« siger Søren Rasmussen.

Han ville ikke forlods forholde sig til de honorarer, som den afgåede bestyrelse har modtaget og som har været en rød klud for kritikerne.

»Det jeg forholder mig til er, at der ikke er foregået noget ulovligt. Alt er blevet godkendt af de fremmødte medlemmer på generalforsamlingerne, og så vil jeg også godt sige, at det at være formand for et vandværk i dag er meget tidskrævende, så vi kommer nok ikke uden om, at det kræver et honorar, hvis vi som forbrugere vil have en formand som investerer tid, viden og kræfter i arbejdet.«