Fortsæt til indhold

“Anette Quist Busk kører på frihjul”

Liberal Alliances gruppeformand forstår ikke byrådets løsgænger indstilling til de igangværende budgetforhandlinger

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Løsgænger Anette Quist Busk har en underlig måde at føre budgetforhandlinger på og en mærkelig tilgang til lokalpolitik. Det mener Liberal Alliances Per Zeidler.

Formanden for Udvalget for Familie og Institutioner har altid haft det godt med, at Anette Quist Busk har turdet kaste sig ud i større debatter i byrådssalen og tale frit fra leveren, men efter at hun er gået fra at være socialdemokrat med medlemsbevis til at være socialdemokrat uden, og dermed løsgænger, synes Per Zeidler, at hun bare kører på frihjul og laver "pistolpolitik" uden respekt for det politiske arbejde.

Fraværende politiker

"Under de nuværende budgetforhandlinger er det for eksempel meget lidt, vi har set til Anette Quist Busk, men det fortæller hun jo ikke i sine mange læserindlæg om udvalgte budgettemaer," siger Per Zeidler.
"Da hele byrådet var samlet til budgetseminar forleden i Ebeltoft over to dage, var Anette kun med en del af førstedagen, og da vi var samlet til gruppeformandsmøde om budgettet forleden, deltog hun heller ikke. Det kan der være forskellige årsager til, men jeg mener, at borgerne skal vide det, fordi Anette er flittig til at hive grimme ting frem fra budgetkataloget og fremstille det som om, at det er noget resten af byrådet pønser på at gennemføre uden at ville diskutere det med borgerne," siger Zeidler.

Gode pointer

"Anette Quist Busk har mange gode pointer i det, hun skriver. Det har hun bestemt, men hvorfor ikke fremføre dem ved forhandlingsbordet. Det ville jeg have respekt for."
Per Zeidler nævner, at han for eksempel er fuldt ud enig med løsgængeren i, at et embedsværk, som det netop har været tilfældet, ikke skal begynde at fyre medarbejdere på baggrund af noget, der står nævnt som en mulighed i et budgetkatalog lavet af de samme embedsmænd.
"Jeg går bare ikke ud i det offentlige rum ved at spamme alle mulige mailboxe med min kritik i en forhandlingssituation, men jeg har sagt min mening om det på rette sted, at sådan noget er forkert og simpelthen ikke må ske fremover."

Udvis respekt

Per Zeidler opfordrer Anette Quist Busk til at komme ind i kampen og bidrage med synspunkter i de fora, hvor resten af byrådet mødes.
"Anette Quist Busk vil gerne tages alvorligt, men det bliver hun ikke, hvis hun fortsætter med ikke at respektere, at vi politikere må have et lukket rum, hvor vi kan diskutere og snakke politik uden, at vi bagefter skal opleve, at vores tanker bliver spredt ud alle vegne."