Fortsæt til indhold

Konservativt indtog i Syddjurs Byråd helt efter bogen

Den tidligere løsgænger Jørgen Brøgger har igen fået et politisk bagland i ryggen, og selve det, at han nu repræsenterer Det Konservative Follkeparti i byrådet er sket uden at vride reglerne af led

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Det har vakt undren, at Venstre-overløberen, løsgænger Jørgen Brøgger, på sidste uges byrådsmøde kunne anmelde en konservativ gruppe uden dikkedarer.

Undren, fordi der var knas i sidste byrådsperiode, da et par andre Venstre-overløbere, Flemming Hansen og Per Zeidler, der efter deres skifte til Liberal Alliance ville anmelde en ny gruppe, men fik at vide, at man ikke kun anmelde en gruppe for et politisk parti som i forvejen ikke var repræsenteret i byrådssalen.

Først nej - så ja

"Det er korrekt, at vi dengang vendte tingene et par gange og først meddelte Per Zeidler og Flemming Hansen, at de måtte fortsætte som løsgængere byrådsperioden ud," fortæller Brian Sloth, leder af Syddjurs Kommunes direktionssekretariat.
"Men vi forhørte os siden hos Kommunernes Landsforening, hvor vi fik oplyst, at der ikke var noget i vejen for at give grønt lys til, at Liberal Alliance kunne blive optaget som gruppe, selv om partiet ikke i forvejen var repræsenteret i byrådet."
Derfor gav daværende kommunaldirektør Nich Bendtsen besked i en mail pr. 13. marts 2013, at det fremover skulle fremgå af alle dagsordener, at Zeidler og Hansen repræsenterede Liste I.
En udlægning, som Per Zeidler bekræfter overfor Lokalavisen efter, at han først havde undret sig over, at Jørgen Brøgger bare uden videre kunne anmelde en konservativ gruppe.
"Brian Sloth har ret," indrømmer Per Zeidler.
"Når der opstod forvirring i sin tid om Flemming og jeg, hænger det sikkert sammen med, at vi før beslutningen om at melde os ind hos Liberal Alliance, forsøgte at anmelde en Liste H, H for Helhed, i byrådet," forklarer Zeidler.

Nej til skatteforhøjelse

Jørgen Brøggers indtog som konservativ i byrådet er naturligvis blevet clearet med det konservative bagland og lokalformand Tommy Bøgehøj, Ebeltoft, selv tidligere konservativt byrådsmedlem.
Der er enighed om, at Jørgen Brøgger under de ingangværende budgetforhandlinger for 2015 skal kæmpe med næb og kløer for, at alle planer om at sætte skatterne i vejret ikke får nogen gang på jord.
"Skal Syddjurs have del i den vækst, som over de kommende år vil ske i Århus-regionen, er det vigtigt at have en kombination af et stærkt kulturudbud, en stærk skole og fritidstilbud til de unge samt et konkurrencedygtigt skattegrundlag.," slår Bøgehøj fast i en pressemeddelelse, hvor han byder Jørgen Brøgger velkommen.