Fortsæt til indhold

"I knuser spillernes drømme"

Samfund
Martin Warming

Den lurende konflikt mellem Spillerforeningen og Divisionsforeningen kan sætte en kæp i hjulet for FC Nordsjællands gode start i Superligaen og resten af dansk fodbolds sportslige ambitioner i Europa.
Det mener Jan Laursen fra den sportslige ledelse i FC Nordsjælland.
"Det er enormt ærgerligt, at vi kan nå til et punkt, hvor spillernes egen interesseorganisation er med til at stikke en kæp i hjulet for de store oplevelser, som kan ligge at vente forude for deres egne spillere", siger Jan Laursen med henvisning til blandt andet de kommende CL-kvalifikationskampe, som FCK og AaB skal spille.
Hvis konflikten bliver en realitet, kan mange af spillerne ikke deltage i kampene. Og det ville være drøn ærgerligt, mener Jan Laursen.
"Det er bare ikke noget som sker for alle, og for mange har det været en livslang drøm at komme til at spille i den turnering, som de har set i fjernsynet i så mange år, så det er drønhamrende ærgerligt, hvis det skal spoleres af Spillerforeningens manglende sportslige hensyn", siger han.
Der forhandles i øjeblikket på livet løs i Forligsinstitutionen med Spillerforeningen på den ene side og Divisionsforeningen på den anden side - og i FC Nordsjællands sportslige ledelse er man ikke i tvivl om, hvem der bærer ansvaret for, at en konflikt rykker nærmere og nærmere.
"Det er jo næsten absurd, at vi er kommet her til med tanke på alle de forbedringer vi har tilbudt Spillerforeningen, som indtil videre bare har takket nej uden rigtig at komme med en grund. Vi føler virkelig med de klubber, som skal ud og spille europæisk - tænk på hvad de står til at miste, fordi Spillerforeningen tilsidesætter alle sportslige hensyn. Vi har over flere gange tilbudt en udsættelse af konflikten, men det er som om at netop dette tidspunkt rammer allerbedst for Spillerforeningen, som kan smadre dansk fodbolds europæiske chancer og spillernes drømme de næste mange år", siger Jan Laursen, som samtidig godt er klar over, at det er klubberne og Divisionsforeningen selv, som har opsagt overenskomsten.
"Det er vi helt på det rene med. Det gjorde vi for at få en mere klar overenskomst, som ikke gav anledning til så mange tvivlsspørgsmål, som Spillerforeningen hele tiden kunne bruge i mod os klubber. Derudover har vi jo investeret rigtig mange penge i vores ungdomsafdeling, som vi altid har set som vores vigtigste kilde til førsteholdet, og det er super vigtigt, at vi i den nye overenskomst får mulighed for at lave en kontraktform, som kan give dem muligheden for at træne, når de kan, og selvfølgelig mens der tages hensyn til deres sideløbende uddannelser", slutter Jan Laursen.
Den 19. august udløber forligsperioden, og inden da skal man altså have fundet en løsning, som enten kan ende i konflikt eller en ny overenskomst.
Furesø Avis er i kontakt med Spillerforeningen og arbejder på at få en kommentar fra foreningen