Fortsæt til indhold

Læger flytter ind i Iværksætterhuset

Niels Witt maner alle rygter i jorden om, at han er på vej væk fra Kolind

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Der er opbrud i Kolinds lægeverden. Således stoppede læge Hans Ole Møller Jensen, Kolind Midtpunkt, ved månedsskiftet sit mangeårige virke i byen.
Hans såkaldte ydernummer, det nummer, som en alment praktiserende læge, speciallæge, tandlæge, fysioterapeut, psykolog eller fodterapeut får tildelt som yder for den offentlige sygesikring som betingelse for honorarafregning med sygesikringen, er overtaget af en læge i Rønde.
Derimod er der ikke hold i rygterne om, at læge Niels Witt, 55, der overtog læge Thorkild Boas praksis på Fasanvej i 2007, også er på vej til at afhænde sin praksis.
"Overhovedet ikke," forsikrer Niels Witt, selv om han er flyttet fra Mols til Silkeborg.
"Det er korrekt, at jeg på grund af stress har været fraværende fra jobbet i et halvt års tid, men nu er jeg helt klar til at arbejde igen."

Flytter i Iværksætterhuset

Niels Witt rykkede pr. 1. juni fra klinikken de efterhånden utidssvarende lokaler på Fasanvej og til Højsletvej, hvor han og det øvrige personale nu har fået god plads i Iværksætterhuset, der ejes af Henrik Nielsen, indehaver af HN Auto, og hvor Djurs Fysioterapi ved Mette Degn Larsen i forvejen har klinik.
I en periode har Dagplejen brugt lokalerne til legestue, men med lægeholdets ankomst er der ikke plads til denne aktivitet længere.
Håndværkerne har arbejdet flittigt på det seneste for at gøre lokalerne klar til indflytning, og Niels Witt glæder sig til at komme i gang.

Gerne flere læger

Niels Witt har tidligere forsøgt at få lov til at bygge nyt i Drasbeksgade, men da Finanskrisen satte ind, trak Realkreditten følehornene til sig.
Heller ikke et forsøg på at få lokaler i Drasbekparken overfor apoteket gik til held.
"Det strandede på for få parkeringspladser," forklarer Niels Witt.
Flytningen til Iværksætterhuset opfylder helt de krav, som han har stillet til en ny klinik, og han udelukker ikke, at der kan komme flere læger til, men foreløbig bliver der foruden ham selv, sagde hunden, læge Henrik Engberg Schjørring og sygeplejerskerne Bente Busk og Bodil Kalsmose.
"Her er der gode parkeringsforhold, fælles reception med fysioterapeut Mette Degn Larsen, lyse og tilpas store lokaler, og så er der mulighed for at bygge til med tiden, hvis der bliver behov for det," siger en tilfreds Niels Witt.
Han er stærk fortaler for faglige fællesskaber i form af sundhedshuse med mange discipliner samlet under samme tag.
Første skridt er nu taget til det på Højsletvej.