Lægevikar hooked på at starte praksis i Kolind
Læge Henrik Engberg Schjørring lægger billet ind på at få tildet 0-ydernummer
Læge Henrik Engberg Schjørring, Ryomgård, 46, er med i ansøgerbunken til det ekstraordinært udstedte 0-ydernummer i Kolind.
Det bekræfter han overfor Lokalavisen.
"Men jeg kan af gode grunde ikke vide, hvem jeg er oppe imod. Der kan naturligvis være andre end mig, der søger, så jeg går lidt stille med dørene, indtil der foreligger en afklaring," siger Henrik Engberg Schjørring beskedent.
Regionen har fastsat ansøgningsfristen til 8. september 2014.
Godt kendt i Kolind
Henrik Engberg Schjørring har fået et fint kendskab til Kolind-området qua de vikariater, han har haft hos læge Niels Witt.
Han var således i perioden fra marts 2013 til december 2013 fast mandagsvikar på klinikken, og i perioden fra 1. december 2013 til 22. maj 2014 vikarierede han på fuld tid, fordi Niels Witt var sygemeldt.
Starter fra nul
Henrik Engberg Schjørring siger, at hvis det bliver ham, der får tildelt ydernummeret, forventer han at kunne starte op 1. oktober 2014.
"Det bliver en hård start, fordi jeg reelt ikke har nogle patienter, når jeg starter. Jeg skal først til at bygge en portefølje op."
Læge Niels Witt havde en patientportefølje på cirka 1.700 patienter, men den var 1. august 2014 skrumpet til 1.425, fordi mange i sommerperioden har valgt at skifte til ny læge.