Lænse borgerne for yderligere 11,7 millioner - ikke på vilkår
”Et flertal i Syddjurs kommunalbestyrelse har anmodet staten om tilladelse til at forhøje kommuneskatten med 0,2 procentpoint.
Et af dette flertals argumenter for forhøjelsen er, at 0,2 procentpoint ikke er en stor forhøjelse. Her skal man dog være opmærksom på, at den påtænkte skatteforhøjelse lægges oven i Østjyllands i forvejen højeste kommunale skatteprocent, som også blev forøget sidste år.
En skatteforhøjelse på 0,2 procentpoint medfører, at borgerne i Syddjurs Kommune fratages et rådighedsbeløb på 11,7 mio. kroner. Et beløb som borgerne kunne bruge efter eget ønske.
Flertallet for den ønskede skatteforhøjelse udtrykker dermed mistillid til borgernes evne til selv at disponere over de 11,7 mio. kroner, skatteforhøjelsen vil fratage dem.
I øvrigt er den enkeltes rådighedsbeløb afgørende, når købere, herunder førstegangskøbere, ønsker at købe hus, ejerlejlighed eller andelsbolig. Også på dette punkt er skatteforhøjelsen et dårligt signal.
Syddjurs Kommune ønsker jo netop at være en attraktiv tilflytterkommune - det opnås ikke ved en yderligere forhøjelse af Østjyllands i forvejen højeste skatteprocent, og endda samtidig med, at ejendomsbeskatningen forhøjes med yderligere 12 mio. kroner.
Det budget, der nu forhandles om, for 2015, kan realiseres uden skatteforhøjelse.
Derfor bliver en skatteforhøjelse ikke gennemført med Borgerlistens stemme.”