Borgmosegaards blide kæmper til tops
Rikke Borg, indehaver af Borgmosegaard Hundecenter i Tjerrild, blev i august belønnet med to World Champions
Hos Rikke og hendes mand, Lars Borg, på Kennel Borgmosegaard i Tjerrild er deres hunde familiemedlemmer på lige fod med de tobenede væsener og færdes frit i privaten på den tidligere landejendom, hvor Rikke Borg også har et hundepensionat med plads til 16 overnattende 'gæster' som bor på første klasse og både kan bestille klipning, massage og en tur i svømmepølen, hvis ejerne vil give lov.
Sideløbende med pensionatet er Rikke Borg nu blevet avler på øverste hylde på verdensplan af hunderacen Landseer.
To verdensvindere
Landseeren er en helt speciel hund, som er kendetegnet ved sine sort/hvide aftegninger, størrelse og ikke mindst sit helt specielle temperament. En rigtig familiehund, der ikke for ingenting lyder kælenavnet "The Gentle Giant" (Den Blide Kæmpe).
At Rikke Borg befinder sig i verdenstoppen, fik hun atter bevis for forleden ved dette års verdensudstilling for hunde i Helsinki i august. Her kom hun øverst på podiet med både mor og datter, Nana og Maggie. Mor blev af de uvildige dommere kåret til Verdensvinder 2014, mens datteren hjemtog titlen som Junior Verdensvinder 2014.
"For Nana var det endnu en sejr som bedste tæve. Hun har vundet stort set rub og stub, siden vi begyndte at tage hende med til stævner for fire år siden, og hun kan ikke vinde mere nu," fortæller en stolt Rikke Borg, der ellers ikke var optimist på forhånd, fordi Nana havde haft hvalpe, og Maggie kun lige nåede at blive 9 måneder gammel inden afrejsen til Finland. Juniorklassen, som Maggie stillede op i, har aldersgrænserne 9 til 17 måneder. Yderligere bevirkede den meget varme danske sommer, at begge hunde havde smidt pelsen. Men både Maggie og Nana viste, at de kan agere, når det gælder, og Rikke Borgs bange anelser blev således gjort til skamme.
"Nana elsker at være på, og når hun er til stævner, er hun dronningen som signalerer: "Jeg er bare så lækker." Hun er berømt for sin udstråling, og derfor kender mange mennesker Nana."
Det var andet år i træk, at Nana blev kåret som World Champion. Yderligere blev hun også Finsk Champion, så hun nu er Champion i 6 lande.
Rikke Borg tør ikke gætte på, om datteren Maggie kan følge moderens eksempel, men titlen som Junior Verdensvinder 2014 viser, at hun er godt på vej.
Det startede med mormor
Hele historien om Kennel Borgmosegaard startede for små syv år siden, da Rikke og Lars Borg købte deres første Landseer, Bine, som fortsat er still going strong og som en anden mormor regerer venligt, men myndigt over den øvrige flok af familien Borgs hunde.
"Hun er vores mormor og meget respekteret af de øvrige i flokken. Hvis en af de unge bliver for kåde, så kommer mormor lige og fortæller, hvad hun synes er god opførsel," fortæller Rikke Borg.
Avlsarbejdet startede med at finde den rigtige hanhund til Bine, og det foregik via et seriøst detektivarbejde.
"Avslarbejde koster masser af tid og penge med gennemlæsning af talrige stamtavler, sundhedsundersøgelser, udlandsrejser og meget, meget mere," forklarer Rikke Borg, som nu jævnligt pakker bilen for at drage til Holland for at få en hunhund parret.
Siden starten er der blevet født flere kuld hvalpe på Borgmosegaard, og hvalpene har fundet nye ejere såvel i Danmark, Norden, Europa og Nordamerika.
Rikke Borg langer ikke bare sine hvalpe over disken.
"Det skal være til familier, som jeg kan sige god for," fastslår hun.
Hendes avlsarbejde er nu så kendt i verden, at der er venteliste for de familier, som Rikke Borg har fundet egnede til at eje en af Borgmosegaards "blide kæmper".
De to titler i Finland har bare medvirket til at gøre efterspørgslen endnu større.
Ikke en lukkedag
Sideløbende med pasningen af egne hunde, gør Rikke Borg også en dyd ud af at være der for de gæstende hunde på Borgmosegårds hotel.
"Vi har ikke haft en lukkedag, siden vi startede," fortæller hun
Økonomien?
"Man bliver ikke rig af det, men jeg elsker det, og det samme gør min mand," siger Rikke Borg.
"Men vi kunne ikke gøre det, hvis ikke min mand havde fuldtidsarbejde ved siden af. Det er han heldigvis parat til og glad for."
Lars Borg arbejder til daglig som HR-konsulent ved Syddjurs Kommune, men han er lige så bidt af hunde som konen. På Borgmosegaard Hundecenter lyder der glam morgen, middag og aften, men altid af den blide slags.