Fortsæt til indhold

Frederiksens status på transfervinduet

EfB står tilbage med en lidt svagere defensiv efter transfervinduets lukning i nat

Samfund
Arkiv

Det store sommertransfervindue lukkede ved midnat, og alle klubber gør status efter en til tider hektisk periode med mange muligheder for at forstærke eller supplere trupperne.
Esbjerg fB afgav de to forsvarsspillere af landsholdsklasse, Peter Ankersen og Kian Hansen, samt yderligere en forsvarsspiller, Davidson Drobo-Ampem, og den norske angriber, Mushaga Bakenga, hvis lejemål udløb 30. juni. I stedet kom midterforsvareren Eddi Gomes fra HB Køge, Lasse Rise fra Randers FC, Daniel Stenderup fra Brøndby IF og Robin Söder fra IFK Göteborg til.
"Overordnet er jeg tilfreds med den trup, vi står tilbage med efter afslutningen på transfervinduet, idet vi er godt dækket ind med alternativer på de enkelte positioner. Alt i alt råder vi således over en fin superligatrup og har ikke mistet andre profiler end dem, vi på forhånd vidste skulle væk. Vi har denne gang ikke taget decideret store navne ind, som det var tilfældet med Michael Jakobsen, Martin Dúbravka og Martin Pusic i vintervinduet, og sådan kan det heller være hver gang. Nogle af erstatningerne er mere uprøvede og skal bruge tid på at tilpasse sig niveauet og vores spillestil," siger cheftræner Niels Frederiksen i en pressemeddelelse fra EfB.
Cheftræneren tilføjer, at EfB's exit fra europæisk fodbold gjorde det uaktuelt at hente ekstra spillere ind for at sikre bredden og slidstyrken til at spille med i to store turneringer.

Bedre på bolden

EfB's måde at spille fodbold på vil altid være til diskussion i en medlevende omverden, især når holdet ikke vinder fodboldkampe. Spillestilen er imidlertid et langsigtet projekt, som ikke ændrer sig af en overvejende resultatmæssig krise, der forhåbentlig er forbigående.
"Vi bekender os til at spille hurtigt og aggressivt frem ad banen i stil med de bedste tyske hold. Derfor satser vi i vores indkøb på aggressive, duelstærke og offensivt orienterede spillere, der også kan føre bolden fremad. Ryan Johnson Laursen, Eddi Gomes, Martin Pusic, Lasse Rise og Robin Söder er alle eksponenter for den type fodbold, vi gerne vil spille," siger Niels Frederiksen.
Med til udviklingen af spillestilen hører at blive bedre til at styre spillet, når modstanderne stiller sig langt tilbage på banen, som mange hold har haft for vane for at undgå at løbe ind i EfB's frygtede omstillingskniv.
"Det ville være uambitiøst ikke at stræbe efter at blive bedre på bolden. Vi er ambitiøse på den lange bane, og det kræver, at vi bliver bedre til at styre spillet mod defensivt orienterede modstandere," siger Niels Frederiksen.

En skrøbeligere defensiv

Cheftræneren erkender, at EfB på kort sigt er mere skrøbelig i defensiven efter at have sagt farvel til profilerne Peter Ankersen og Kian Hansen og erstattet dem med to spillere, der overvejende har spillet i landets næstbedste række, Ryan Johnson Laursen og Eddi Gomes. Trænerteamet er dog overbevist om, at det langsigtede potentiale i de nævnte spillere og de øvrige nyindkøb.
Målsætningen for sæsonen er fortsat en placering i top seks i Superligaen, men den er trængt i baggrunden af de aktuelle vanskeligheder i bunden af rækken. Den vil heller ikke fylde, når Niels Frederiksen før onsdagstræningen gør status med spillertruppen efter de første seks spillerunder.
"Vi kigger først på vores placering, når vi har spillet 11 kampe. Lige nu gælder det om at begynde et andet sted og sikre os, at vi får nogle point ind på kontoen i de næste kampe," siger Niels Frederiksen.