Nu er det slut med lægekaos i Kolind
Region Midtjylland bekræfter, at der er sat navn på en ny læge
Borgerne i Kolind og omegn kan nu ånde lettet op efter, at der langt om længe ser ud til at være fundet en løsning på lægesituationen i byen.
Jørgen Nørskov Nielsen, kontorchef i Praksisadministrationen ved Region Midtjylland, bekræfter, at der er sat navn på den læge, som har fået tildelt det såkaldte 0-ydernummer, som Region Midtjylland helt ekstraordinært har tildelte Kolind for at få has på det kaos, som opstod i kølvandet på læge Niels Witts langvarige sygmelding.
Venter med navnet
"Jeg kan fortælle, at vi har tildelt en læge 0-ydernummret, men jeg vil godt vente med at afsløre navnet på den pågældende, før vi har orienteret Samarbejdsudvalget for almen praksis," sagde Jørgen Ørskov Nielsen til Lokalavisen mandag formiddag.
Samarbejdsudvalget er nedsat i henhold til overenskomsten mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og består af både læger og politikere.
"Udvalget holder møde mandag (mandag 15. september, red.)," kunne Jørgen Ørskov Nielsen videre fortælle.
Det bliver Schørring
Lokalavisen kan fortælle, at det bliver læge Henrik Engberg Schjørring, Ryomgård, som nu starter praksis i Kolined. Han er i forvejen kendt i Kolind, fordi han har fungeret som vikar i en del af den periode, hvor Niels Witt har været sygemeldt.
Henrik Engberg Schjørring bekræftede mandag kort, at han har fået tildelt 0-ydernummeret.
"Ja, det er korrekt, at jeg har fået tildelt 0-ydernummeret," fortalte Henrik Engberg Schjør-
ring, før forbindelsen blev afbrudt.
Få ansøgere
Jørgen Ørskov Nielsen fortæller, at der kun var få ansøgere til 0-ydernummeret, hvortil ansøgningsfristen var uhørt kort. Hvor mange "få" er, vil han ikke oplyse.
Tirsdag eller onsdag vil Region Midtjylland orientere Niels Witts patienter om, at der er fundet en løsning på lægekaos i Kolind.
"Vi lovede borgerne at orientere pr. brev, når der var godt nyt at fortælle, og det løfte holder vi naturligvis," siger Jørgen Ørskov Nielsen, som ikke vil give et bud på, hvornår den ny praksis åbner.
"Jeg ved ikke, hvornår den ny læge vil være klar, men det vil fremgå af det brev, som vi sender ud til borgerne, hvordan de skal forholde sig."