Motorvej snævres ind igen
Helsingørmotorvejen vil i weekenden kun have et spor nordgående retning
Bilister i nordgående retning på Helsingørmotorvejen, altså i retning mod Helsingør, må i weekenden forvente lidt længere rejsetid.
Det skyldes, at Vejdirektoratet skal etablere en asfaltrampe og male striber på motorvejen ved Gøngehusvej i Vedbæk.
Imens arbejdet står på, vil der kun være et spor farbart i nordgående retning, og bilister må derfor forvente kø, meddeler Vejdirektoratet.
Arbejdet går i gang lørdag den 20. september kl. 06.00 og forventes afsluttet i løbet af søndag den 21. september.
Flytningen af trafikken skal give plads til arbejdet med den nye bro, som skal føre Gøngehusvej over motorvejen i forbindelse med udvidelsen fra fire til seks spor
.
Arbejdet er planlagt til weekenden for at genere trafikanter, der skal på arbejde, mindst muligt. Alligevel beklager Vejdirektoratet de gener, som weekendtrafikanter vil opleve.