Fortsæt til indhold

Tour de Djursland med bål, sved og tårer

Elever fra Djurslands Folkehøjskole i Drammelstrup har cyklet Djursland rundt på en tour på 110 km

Samfund
Af Martin Schultz

En gruppe udviklingshæmmede elever fra Djurslands Folkehøjskole gennemførte forleden deres helt eget cykelløb, Tour de Djursland. Ruten, som de 14 cykelryttere kæmpede sig igennem på tre dage, var godt 110 kilometer lang igennem Djurslands kuperede terræn.
Første etape onsdag var på 35 km og gik fra højskolen i Drammelstrup via Kolind og Nimtofte til Fjellerup, hvor der blev slået lejr i Fjellerup Østergaard.
Torsdag ventede Tourens konge-etape på 55 km. Fra Fjellerup fulgte højskolens cykelhold Nordsøstien til Fornæs, hvor de forlod stien og kørte via bakkede småveje mod sydvest indtil de godt trætte nåede frem til målbyen Gravlev, hvor de slog lejr i shelterlejren i Brønhøj Skov. På trods af at mange havde haft en hård dag på landevejen, var humøret højt, og der blev hygget med både mad, sang og smeltede skumfiduser omkring bålet.

Rytterne hyldet af deres kammerater

Inden sidste etape blev der fredag morgen tanket energi i form af æg og bacon, så cykelrytterne havde noget at stå imod med, inden de sidste godt tyve km skulle tilbagelægges. Tourens sidste etape bragte feltet til Ebeltoft, hvor frokosten blev indtaget ved Fregatten Jylland. Herefter blev kursen sat mod Drammelstrup og højskolen, hvor de hårdt kæmpende ryttere blev hyldet af deres kammerater.
Bag Tour de Djursland står underviserne Charlotte Fur og Kasper Holde, som har været så imponerede over elevernes indsats, at de overvejer at udvide med endnu en etape, næste gang der skal køres Tour de Djursland.
Desuden overvejer arrangørerne at invitere andre, som kunne være interesserede i at udfordre sig selv, til at være med næste gang.