Sparegrisen røvet ved serie af dagindbrud
Tirsdag formiddag var der tre indbrud i private boliger i samme område i Grenaa
Politiet har en formodning om at det er de samme gerningsmænd, som inden for det samme tidsrum tirsdag formiddag begik tre indbrud i private boliger på Åboulevarden og på Kølvej i det samme område i Grenaa.
I tidsrummet mellem kl. 07.00 og kl. 12.30 er vinduet til et børneværelse blevet opbrudt i en privat bolig på Åboulevarden i Grenaa. Ved indbruddet blev der stjålet 450 kr. fra en sparebøsse, en ældre bærbar PC af mærket Packard Bell og et kamera.
Mellem kl. 10.15 og kl. 12.00 var der indbrud i en anden privat beboelse, hvor et vindue til et kontor blev opbrudt.
Her er det endnu ikke opgjort, hvad der er stjålet.
To personer stak af efter indbrud
Tirsdag kl. 12.00 var der også et indbrud i en privat beboelse på den nærliggende Kølvej i Grenaa.
Her blev der opbrudt et vindue til et køkken.
Det er endnu ikke opgjort, hvad der er stjålet, men husets beboer så to person løbe fra stedet.
De personer bliver beskrevet som:
- en ung mand på 17-18 år. Han er ikke-etnisk dansker af udseende og havde sort, kort hår. Han var iført rød bluse eller jakke.
- en ung mand på 17-18 år. Også han var ikke-etnisk dansker af udseende og var brun i huden og med kort hår. Han var iført mørkt tøj.