Fortsæt til indhold

Rådmand kræver støtte tilbagebetalt

Foreningen Lighed og Broderskab skal tilbagebetale den kommunale støtte på 124.156 kroner

Samfund
Kim S. Andersen

Rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad kræver, at foreningen Lighed og Broderskab tilbagebetaler de seneste to års støtte.
Det sker efter, at en revisionsrapport udtaler kritik af foreningens medlemslister, der betegnes som 'mangelfulde'.

Foreningen Lighed og Broderskab skal tilbagebetale den kommunale støtte på 124.156 kroner, som foreningen har fået udbetalt på baggrund af foreningens oplysninger for 2012 og 2013. Det kræver rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad, der dermed læner sig op ad anbefalingerne i en ny revisionsrapport udarbejdet af det uafhængige revisionsfirma BDO.
”Foreningen har ikke været i stand til at dokumentere, at den har gennemført de aktiviteter og haft det antal medlemmer, som den har oplyst overfor kommunen. Det er derfor kun rimeligt, at foreningen skal betale støtten tilbage,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad, i en pressemeddelelse.

Revisionsfirmaet BDO har efter indstilling fra Aarhus Kommune foretaget en gennemgang af foreningens medlems- og aktivitetslister. En kontrol som kommunen ikke selv må gennemføre. I alt er tre foreninger blevet undersøgt, og alene Lighed og Broderskab bliver kritiseret i rapporten. Foreningens medlemslister kritiseres for at være mangelfulde.
Foreningen oplyser, at den i forbindelse med en flytning og udskiftning af bestyrelsen har smidt de relevante foreningsoplysninger ud. Det strider mod kommunens retningslinjer. Heraf fremgår det, at medlemslister skal opbevares i fem år, svarende til de almindelige regler for opbevaring af originalt regnskabsmateriale.
BDO har gennemgået foreningens konto. På den baggrund vurderer BDO, ”at der ikke er afholdt udgifter, som er foreningen uvedkommende samt der er overensstemmelse med referatet af foreningens generalforsamling og udviklingen på kontoen.”
”Vi har nogle krav, som foreningerne skal leve op til. Det har den konkrete forening ikke gjort. Jeg er glad for det store frivillige arbejde, der foregår i foreningerne. Det er afgørende for mig, at de få ikke skal ødelægge det for de mange. Vi skal derfor løbende have fokus på at hjælpe foreningerne og arbejde for, at deres engagement bruges på foreningsarbejde og ikke administration,” siger Rabih Azad-Ahmad, der er glad for, at revisionsrapporten anerkender den måde, som kommunen administrerer tilskud på.

I rapporten hedder det:
”Vi kan se, at Sport og Fritid håndterer særlige problemstillinger i overensstemmelse med retningslinjerne, her-under kontrolbesøg og møder med foreninger. Som et supplement til den nuværende praksis kan Aarhus Kommune overveje muligheden for at udvide kontrollen til også at omfatte stikprøvekontrol af medlemslister.”

En sådan stikprøvekontrol vil kræve, at der hyres et uvildigt firma til opgaven, da Folkeoplysningsloven forhindrer Aarhus Kommune i selv at foretage denne type kontrol. Det forventes, at en sådan stikprøve-kontrol vil koste i omegnen af 150.000 kroner årligt. Rådmanden vil drøfte dette forslag på det kommende møde i Folkeoplysningsudvalget 25. september.

”Vi skal arbejde på at finde løsninger, der sikrer, at alle foreninger foretager den krævede registrering af medlemmer og aktiviteter. Det er vigtigt, at vi i dialog med foreningerne sikrer, at der bliver lavet nogle gode rutiner, så alle foreninger er i stand til at levere den nødvendige dokumentation. Samtidig skal vi ikke gøre det unødig svært at være frivillig i foreningerne. Jeg ser derfor frem til en grundig drøftelse i udvalget, ” siger Rabih Azad-Ahmad.