Fortsæt til indhold

Syddjurs må hæve skatten for 2015

Økonomi- og Indenrigsministeriet har givet seks kommuner lov til at hæve skatterne for næste år. Blandt dem er Syddjurs

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Som en del af regeringens aftale med Kommunernes Landsforening om kommunernes økonomi i 2015, kunne kommunerne søge om lov til at hæve skatterne for samlet op til 150 mio. kroner.

Seks kommuner søgte før sommerferien Økonomi- og Indenrigsministeriet om lov til at øge skatten for samlet 132,6 mio. kroner. Det er 100 mio. kroner mindre end sidste år.

Alle kommuner: Guldborgsund, Faaborg-Midtfyn, Ærø, Ringkøbing-Skjern, Hjørring og Syddjurs som søgte, har nu fået lov til at hæve skatten.
Det er i økonomiaftalen forudsat, at andre kommuner tilsvarende sænker skatten for næste år, så kommunernes skattetryk samlet set ikke stiger.

12,6 mio. kroner til Syddjurs

Et politisk flertal bestående af 14 (SF, S, Enhedslisten og DF) var i juni 2014 med på at hæve kommuneskatten, selv om skråen vendte sig i munden på tidligere SF-borgmester Kirstine Bille, da hun skulle argumentere for nødvendigheden af at skrue skatten i vejret med 0,2 procentpoint - fra de nuværende 25,7 procent.

De 0,2 procentpoint vil tilføre kommunen cirka 12,6 mio. kroner mere i indtægter, alt andet lige, i 2015.

Til sammenligning er skatteprocenten i andre østjyske kommuner:

  • Norddjurs: 25,1 procent
  • Favrskov: 25,7 procent
  • Randers: 25,6 procent
  • Aarhus: 24,4 procent
  • Skanderborg 25,7 procent

Usikkert flertal

Det er imidlertid slet ikke givet, at Syddjurs Byråd vælger at hæve skatten. Det bliver først afgjort tæt på 2. behandling af Budget 2015 i oktober.
1. behandlingen foregår på onsdag, men her vil ikke alle partier melde klart ud, men tværtimod lurepasse for at have noget i baghånden at forhandle med i de næste ugers slutspurt.
Det er tænkeligt, at flere partier allerede har en strategi, der hedder, at man vil foreslå borgmester Claus Wistoft (V) at dele afstemningen om næste års budget op i bidder, hvad der ikke er tradition for i Syddjurs. Dermed kan borgmesteren undgå det usædvanlige at komme i mindretal, hvis DF, SF, S og Enhedslisten fastholder, at de vil give kommuneskatten et nøk.
Borgmesteren og Venstre har det mere end svært med at skulle skrue på skatten i opadgående retning. Derfor er han også i fuld gang med at argumentere for at holde skatten i ro på de sociale medier.

På sin facebook-site har han for eksempel i dag linket til denne artikel fra Børsen:
http://borsen.dk/nyheder/oekonomi/artikel/1/290753/nordea_hoejere_kommuneskat_gift_for_boligpriser.html