For mange duksedrenge?
"Borgmester Claus Wistoft (V) sagde det flere gange under valgkampen forud for Kommunalvalget i november 2013, at Syddjurs Kommune skulle stoppe med at lege smagsdommer og være restriktiv overfor borgerne, når der ikke var grund til at være det .
Underforstået, at det havde embedsmændene været i for rigt mål i borgmester Kirstine Billes (SF) regeringstid.
Wistofts synspunkter gav stort set ikke anledning til debat under valgkampen, men i seneste udgave af Lokalavisen gentog han, hvad han sagde under valgkampen i forbindelse med en aktuel sag i Tjerrild ved Ryomgård, hvor en familie har ønsket at få deres nuværende sommerhus godkendt til fremover at have status af helårsbolig, fordi et af familiemedlemmerne ønsker at drive erhverv fra ejendommen.
Det havde embedsmændene i første omgang nægtet at give lov til, men nu lander sagen på dagsordenen i Udvalget for Natur, Teknik og Miljø, hvor formanden hedder Per Dalgaard (DF), som gerne benytter enhver given lejlighed til at kritisere embedsværket i Syddjurs Kommune.
Efter han er blevet formand, er kritikken blevet lidt mildere, men den kommer i stedet ud mellem sidebenene.
Det er klart, at det så også betyder på de indre linjer, at embedsværket holder Dalgaard ud i strakt arm og ikke vil gå gennem ild og vand for deres formand, når det brænder på. Det er psykologi for begyndere.
Borgmesterens kritik er ikke på samme måde specifik, som Dalgaards. Claus Wistofts ambition er at udfordre den eksisterende rådhuskultur, som i hans optik bærer for meget præg at være et univers for duksedrenge, som holder sig strikt til love, regler og paragraffer og for sjældent benytter sig af deres snusfornuft.
Embedsmændene kan af gode grunde ikke replicere på borgmesterens synspunkter i det offentlige rum, men det kan det øvrige byråd og da ikke mindst borgerne.
Hvad mener de politikere, som hvert år i oktober skamroser embedsværket for at passe sit arbejde, når det kommende års budget ligger klar til 2. behandling?
Har kommunens politiske førstemand ret i, at embedsværket til tider optræder for rigidt, eller er det bare, hvad man forvente af en partipolitisk liberal politiker?
Det ville være velgørende, hvis andre politikere vil tage bladet fra munden og udfordre Claus Wistofts synspunkter, og ikke bare gøre det i det dulgte, hvor det er helt omkostningsfrit.
Hvis borgmesteren har ret, så er der kun et byråd til at ændre på tingene og tale rent ud af posen.
Det er politikerne, der udstikker kursen, og kun de kan ændre den.
Hvem tør udfordre borgmesteren?"