Fortsæt til indhold

Massiv afgang fra SFO - en helt ubegrundet frygt?

En længere skoledag har endnu ikke fået forældre i Syddjurs til at skrotte SFO-tilbuddet

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

En måned efter det ny skoleårs start med en ny skolereform som pejlemærke og med en længere skoledag som en af konsekvenserne kan politikere og skolefolk foreløbig konstatere, at frygten for massive udmeldelser af børn fra skolefritidsordningerne ikke kan aflæses i statistikken - endnu (se faktaboks).
Den nedadgående tendens på en række skoler kan mestendels forklares ved, at børnetallet i indskolingen, 0.-3. klasse, som er SFO-årgangene, generelt er faldende.
"Vi skal et halvt år længere frem, før vi kan aflæse en sikker tendens i tallene," siger skolechef Marit Aasland, Syddjurs Kommune.
"Jeg tror, mange forældre fortsat lige vil se tiden an, ligesom konsekvenserne af den ny skolereform skal bundfælde sig hos både børn og forældre," tilføjer skolechefen.

540 kroner i rabat

Syddjurs besluttede som en konsekvens af den kortere åbningstid i skolefritidsordningerne pr. 1. august 2014 at reducere den månedlige SFO-takst proportionalt med den mindre tid med 540 kroner pr. måned - fra den nuværende takst på 1.790 kroner til 1.250 kroner.
Det var der enighed om i byrådet, hvor politikerne ellers i mange andre kommuner valgte at fastholde den månedlige SFO-takst på samme niveau som tidligere.
Samtidig vedtog politikerne i forbindelse med budgetforliget for 2014 at levere skoleområdet en budgetramme baseret på, at omtrent 80 procent af støttetimerne efter skolereformens indførelse skal varetages af pædagoger.
Det vil, alt andet lige, betyde et større forbrug af pædagoger i undervisningstiden efter skolereformens indførelse.

Zeidler i venteposition

"Men om dette fuldt ud kan kompensere for den reducerede åbningstid i SFO og et eventuelt lavere børnetal i SFO, ved vi først, når vi har et bedre overblik et stykke længere henne på foråret," lød det fra Per Zeidler, formand for Udvalget for Familie og Institutioner (FI-udvalget), da budgetforliget var i hus. Et synspunkt han fortsat fastholder.
"Jeg er enig i, at vi skal frem til januar 2015, før vi kan se, hvor meget SFO vil blive efterspurgt i fremtiden."