Fortsæt til indhold

Enslev har fået flot bypark i bymidten

Den gamle købmandsgrund er forvandlet til grønt område

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

enslev Det kan godt være, at der bliver talt grimt og nedladende om livet på landet, hvis man til daglig mest opholder sig i storbyen, men sandheden om Den Rådne Banan er en kende mere nuanceret, for borgerne i mange landsbyer gør faktisk en behjertet indsats for at tilpasse landsbymiljøet til en ny virkelighed.
Som nu i Enslev, hvor bylauget sidste år købte den gamle købmandsgrund og fik den faldefærdige gamle butik i bymidten revet ned.I august blev byens nye grønne mødested endelig indviet. Forsamlingshuset var vært ved grillpølser, og der var arrangeret forskellige sjove konkurrencer.
"Projektet har været en stor økonomisk udfordring, ligesom det har krævet uanede af frivillige timer til oprydning og genetablering. Den hjælp, vi har fået i forbindelse med projektet, er jeg rigtig taknemmelig for," fortæller Niels Bruun Laursen, bestyrelsesmedlem i Enslev Forsamlingshus og Bylaug.

Lokal opbakning

Sparekassen Kronjyllands Gavefond har støttet byparken med 5.000 kroner. Sparekassen bidrog også til underholdningen på selve indvielsesdagen ved at udfordre de fremmødte med en konkurrence, hvor der gjaldt om at bygge det højeste tårn af mursten – og der var naturligvis fine præmier på højkant.

En ansigtsløftning

"Som lokal Sparekasse vil vi meget gerne være med til at virkeliggøre nogle af de lokale foreningers projekter, som vil gøre en positiv forskel for mange borgere i de områder, hvor vi har vores kunder, lyder det fra Hugo Nybo Andersen, afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjyllands afdeling i Grenaa.
"En forskønnelse af Enslev bymidte vil med legeplads og grillområde uden tvivl få en stor værdi for alle i området. Derudover vil pladsen give gæster og forbipasserende billister et bedre indtryk af byen. Ikke bare bliver Enslev nu kønnere at se på, men også mere attraktiv både at besøge og bo i," siger Hugo Nybo Andersen.