FC Djursland afviser urent trav og fiskeri
Direktør vil se konkrete beviser for omegnsklubbers hårde kritik
Har FC Djursland overtrådt DBUs etiske regler vedrørende klubskifte for ungdomspillere, hvor den såkaldte generalklausul lyder: "Klubskifter må ikke finde sted efter forudgående 'fiskeri' – altså henvendelser direkte fra modtagerklub til barn/forældre - men bør gå via spillerens nuværende klub."
Det mener fire lokale klubber: Ebeltoft IF, TRIF, IF Midt-djurs og Kolind-Perstrup IF, og det gav de samstemmende udtryk for i sidste uge i en fælles pressemeddelelse, der straks blev til en kioskbasker i en lang række printmedier, på digitale platforme og endog i æterbårne medier.
I pressemeddelelsen skyder de fire klubber med skarpt og nævner eksempel på, hvordan FC Djursland har begået urent trav ved tilsyneladende helt uhæmmet at have kontaktet ungdomsspillere fra de nævnte klubber med det formål at få dem til at spille i FC Djursland.
Det er det, der med et andet ord, hedder "fiskeri".
Skudt forbi
Direktør for FC Djursland A/S, Ronni Didriksen, gik ikke stille med dørene, da først beskyldninger mod FC Djursland begyndte at tikke ind.
Han valgte den for en direktør for et aktieselskab meget utraditionelle løsning at tage til genmæle på FC Djurslands facebook-site, og det medførte straks en lavine af synspunkter for og imod fra en lang række mennesker fra det lokale fodboldmiljø.
Ronni Didriksen har ingen problemer med at gå så utraditionelt til værks, siger han til Lokalavisen.
"Overhovedet ikke. Det er min mulighed for at afvise de forkerte beskyldninger, der er rettet mod FC Djursland, som jeg endnu ikke har set beviser for," siger Ronni Didriksen.
"Man må i det mindste kunne forlange, at de klubber, der beskylder os for at fiske, at de kan dokumentere deres beskyldninger," siger FC Djurslands direktør.
- Du kan helt afvise, at du eller andre har overtrådt DBUs etiske regelsæt?
"Ja, det kan jeg. Det kan diskuteres om vi har overtrådt spillereglerne ved at invitere U19 spillere på Djursland til åben træning via facebook, men beskyldninger om, at vi for eksempel skulle have kontaktet forældrene direkte og uden om klubben til en U14 spiller, passer ikke."
- Så du imødeser en eventuel disciplinær sag med DBU med sindsro?
"Ja, det gør jeg. Hvis vi har foretaget os noget forkert ved at bruge facebook til at henvende os til U19 spillere, der i min verden er voksne mennesker, må vi selvfølgelig respektere dette, men uanset hvad, kan vi ikke tvinge spillere til at spille for FC Djursland."