Fortsæt til indhold

Skoleledere forventer ikke bølge af udmeldelser

Lokalavisen har talt med to skoleledere som ser optimistisk på fremtiden for SFO’erne

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

På Marienhoffskolen i Ryomgård var man henover sommeren spændte på, om forældrene ville benytte sommerferien i stort tal til at melde deres poder ud af Skolefritidsordningen fra det ny skoleårs start.
"Men det har ikke være tilfældet," fortæller skoleleder Birgitte Agersnap.
"Vi har oplevet et lille fald i efterspørgslen, men slet ikke noget nævneværdigt."
Hun er enig med skolechef Marit Aasland i, at man skal længere frem i skoleåret, før man kan se en tydelig tendens.
"Vi har fortsat et godt SFO-tilbud, og det er det, vi koncentrerer os om at give børnene," understreger Birgitte Agersnap.

Pædagogerne vigtige

"Jeg ved godt, det nok ikke er det, som forældre tænker først på, hvis de overvejer at tage deres barn ud af SFO, men jeg synes, forældrene skal være opmærksomme på, at pædagogerne er med til at skabe sammenhæng i børns hverdag i skolen," siger Birgitte Agersnap.
"De er ikke længere kun fritidspædagoger, men også i høj grad med til at få undervisningen til at fungere."

Forventer ikke en bølge

Det sidste er Birgitte Agersnaps kollega på Hornslet Skole, Bitter Langebjerg Rasmussen, meget enig i:
"Pædagogerne skaber netop sammenhængen, fordi de både er der i skoledelen og i fritidsdelen fra klokken 6.30 til 8 om morgenen og fra klokken 14 til 17 om eftermiddagen."
På Hornslet Skole har man bemærket, at enkelte forældre har hentet deres yngste efter endt skoledag, selv om børnene er tilmeldt SFO.
"Jeg tror, det skyldes, at børnene simpelthen er trætte, fordi de skal vænne sig til den længere skoledag, men for vores vedkommende kan jeg klart sige, at vi ikke mærker en tendens i retning af, at vi i løbet af skoleåret får en bølge af udmeldelser i vores SFO."
"Vi oplever lige nu, at forældrene er afventende, og det er kun naturligt."