“Er der ikke noget, der er kusse-godt?”

Mange i hans samtid så ham som prototypen på den tilknappede og korrekte samfundskonstruktør, men Jens Otto Krag var nok et magtmenneske og kynisk, når der var brug for det for at fremme en sag, men han var først og fremmest en romantiker med en bunden varme og en beskeden mand med let til drillerier og underfundige bemærkninger som nogen gange kunne være sylespidse i venners kreds, fortæller Søren Hansen, tidligere folketingsmedlem og tæt på Krag i perioden fra 1967 til juni 1978, hvor den tidligere statsminister døde en varm juninat i sit elskede sommerhus i Skiveren ved Vesterhavet, blot 63 år gammel.
Søren Hansen, som nu bor på en skøn plet i Hvilsager, skal i ilden i flere omgange mandag 15. september, som er Jens Otto Krags 100 års dag. Søren Hansen tog forskud på fødselsdagen allerede i denne uge, hvor han var indbudt til at fortælle om Krag i Historisk Selskab i Randers, og på selve fødselsdagen deltager han i dele af et større mindearrangement i Krags fødeby, Randers, hvor de lokale socialdemokrater markerer 100 årsdagen med blandt andet et besøg af en af Krags efterkommere på statsministerposten, Helle Thorning-Schmidt.

Taler i Hornslet

Om eftermiddagen fortæller Søren Hansen om sider af Krag ved et arrangement på Rosengården i Hornslet arrangeret af Ældresagen, og om aftenen er han en del af et større program på Arbejdermuséet i København, hvor overskriften også er 'Jens Otto Krag - 100 år'.

Mødte ham i 1967

Søren Hansen mødte første gang Jens Otto Krag i 1967, mens han var sekretær i AOF.
"Jeg glemmer det aldrig, for man kunne ikke undgå at bemærke, at Jens Otto Krag var en mand, som der blev lyttet til og stod meget stor respekt om i Socialdemokratiet," siger Søren Hansen.
Dagen derpå mødtes de to igen face-to-face over en frokost på foranledning af Krag, og her tilbød Socialdemokratiets formand Søren Hansen den vigtige post som organisationssekretær i partiet i stedet for Kjeld Olesen, som Krag havde andre planer med. Kjeld Olesen er Søren Hansens mangeårige nære ven, og den tidligere udenrigsmister med mere kommer tit på besøg i Hvilsager.
"Siden da var jeg tæt på Krag, og vores samvær udviklede sig til, hvad man godt kan kalde et venskab," siger Søren Hansen.
Derfor var det også naturligt, at det var Søren Hansen som efter Krags død i 1978 redigerede mindebogen om den tidligere statsminister: "Krag, som vi kendte ham". En bog med flere vægtige indlæg, blandt andet fra den tidligere ambassadør og åndssnob i højeste klasse, Eyvind Bartels, og Ekstra Bladets mangeårige chefredaktør Victor Andreassen med den ondskabsfulde pen. Chefredaktøren var dog særdeles mild og rund i sin omtale af Krag, som han værdsatte højt og nær var blevet nærmeste rådgiver for i Statsministeriet.

Taktisk mesterstykke

Søren Hansen kan bidrage med et væld af historier om Krag, som kan gøre billedet af manden, der kunne nedlægge kvinder i tusindtal, mere facetteret.
"Krag var dragende som person, og det faldt kvinderne for. Det er ikke nogen hemmelighed," siger Søren Hansen.
"Men han kunne også orkestrere det politiske spil. hvor han var de fleste overlegne. Hans sidste handling med at gøre Anker Jørgensen til statsminister var et taktisk mesterstykke, hvor han en efter nulstillede alle bejlerne til jobbet."

Skide godt - kussegodt

Lad os slutte denne artikel med en af de mere vovede historier.
På toppen af Ungdomsoprøreret i 1968 havde Krag samlet en række partifæller og flere fra Ungdomsoprørets ledende fortrop til et møde.
"Mødets egentlige formål var at snakke forandringer af samfundet for at afprøve, om Socialdemokratiet og Ungdomsoprørerne ville i samme retning. I Ungdomsoprørernes optik var alt skide fedt, skide godt og skide alt muligt. Krag og vi andre lyttede, og efter en god tid inviterede Krag på frokost, men inden da konkluderede han på mødet med en bemærkning, som jeg fortsat har på tungen: "Jeg kan høre, at I synes at alt er skide, men er der da ikke noget som også er kusse-godt." Spørgsmålet fik de yngre gæster til at tabe både mund og mæle. Sådan var den Krag, som jeg lærte at kende godt og satte meget stor pris på, men som desværre gik helt i stykker efter, at han stoppede som politiker i 1972 og nu skulle til at genfinde sin ungdoms glæder og erotiske liv samtidig med, at han ville male og skrive. Han kunne skrive godt, men det han virkelig kunne spille på, var det politiske klaviatur."