Christiansborg kommer i Lars Olsens brødrister
Mistilliden til politikerne er lige så høj som før det såkaldte jordskredsvalg i 1973, hævder journalisten, forfatteren og kommentatoren Lars Olsen. Han uddyber hvorfor ved en foredragsaften på Rønde Højskole
Historisk havde Danmark et bredt favnende folkestyre, skabt af stærke folkelige bevægelser blandt bønder og arbejdere, men sådan er det ikke længere. Dagens Christiansborg er præget af et samrend af unge politikere, som er udklækket direkte fra universiteterne eller de politiske ungdomsorganisationer.
Flere har brugt politiker- eller ministerhvervet som et karrieremæssigt springbræt til måske en stilling i det private erhvervsliv, et job som kommentator eller til at skifte parti, fordi den eksisterende platform er blevet udrangeret.
Lars Olsen rister
Vælgerne flygter fra Helle Thorning-Schmidts regering, men har heller ikke fidus til oppositionens Lars Løkke Rasmussen, mener journalisten, forfatteren og kommentatoren Lars Olsen, der gæster Rønde Højskole med et foredrag om nye brudflader i politik og samfund.
Han zoomer især ind på skolepolitikken, som han har skrevet flere bøger om, gennem historiske fortællinger, politiske analyser, anekdoter og klip fra familiealbummet.
Lars Olsen kommer til Rønde 15. september i Foredragssalen på højskolen klokken 19.30.
Billetter bestilles gennem FoF Djursland og koster 75 kroner.