Fortsæt til indhold

Usædvanlig mange døde sæler fundet på strandene

Samfund
Rune Weitling

I dag samt i den forgangne weekend er der observeret usædvanlig mange døde sæler på strandene i det sydvestjyske, blandt andet på Skallingen og på Fanø.
Årsagen til de mange døde sæler kendes ikke, og derfor er der blevet indsamlet sæler, som skal undersøges på DTU Veterinærinstituttet i København med henblik på at finde frem til dødsårsagen.
"Der har muligvis været et udbrud af et eller andet, men vi ved ikke hvad, og derfor har vi i dag indsamlet nogle friske eksemplarer af de døde sæler, som nu skal undersøges nærmere," fortæller biolog og formidler ved Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, Charlotte Thøstesen, der fortæller, at der har været influenza udbrud ved Limfjorden og Anholdt, men at man ikke kan sige noget om, hvorvidt det kan have betydning.
"Efteråret er normalt højsæson for syge og døde sæler. Det er primært unger, der er født i sommers og er svage individer, der bukker under for nogle af de parasitter (lungeorme, red.), som de smittes med fra eksempelvis nogle af de fisk, de spiser. Men alene i weekenden fandt vi 19 døde sæler, og i dag har vi modtaget et opkald fra en finder, der på en kort distance har observeret minimum 15 døde sæler. Det er et usædvanligt højt antalt, og derfor undersøger vi det nu nærmere," fortæller Charlotte Thøstensen til Lokalavisen Esbjerg og tilføjer, at DTU Veterinærinstituttet plejer at arbejde rimelig hurtigt i sådanne sager.
"De skal lige have dyrket prøverne, men jeg vil skyde på, vi har et svar om en uges tid," siger Charlotte Thøstensen.