Rønde Efterskole bliver spil-levende
I næste skoleår tilbyder Rønde Efterskole linjefaget Spiludvikling
Fra skoleåret 2015/16 tilbyder Rønde Efterskole et nyt linjefag i Spiludvikling i tæt samarbejde med GameIT College i Grenaa.
GameIT College i Grenaa er en del af VID Djurs Gymnasier. Landets første gymnasium med fokus på spiludvikling og vel at mærke med spiludvikling på skoleskemaet døgnet rundt.
Rønde Efterskole kan trække på den knowhow, som GameIT College har opbygget på området, og folk fra GameIT College bidrager både til planlægning og gennemførelse af undervisningen. På denne måde bygger de to djurslandske uddannelsesinstitutioner en naturlig bro mellem grundskole og ungdomsuddannelse.
En øjenåbner
"Mange unge interesserer sig for IT, computere og spil. Vi giver dem nu muligheden for på en sjov og udfordrende måde at opdage, at deres interesse kan bruges til noget i uddannelsesmæssig sammenhæng," siger efterskoleforstander Birthe Diederich.
Og linjefaget spiludvikling matcher Rønde Efterskoles boglige profil: "Det er væsentligt, at det er en gymnasieforberedende linje med faglig tyngde. De kommende elever på Spiludvikling kan glæde sig til at arbejde med bl.a. designproces, storytelling, ideudvikling, test og ikke mindst anvendt matematik, når der skal scriptes og kodes," lover forstanderen.
Innovationschef på GameIT College, Søren Hoffmann Hansen ser også et stort potentiale: "Sammen kan Rønde Efterskole og GameIT College hjælpe unge med at træffe gode beslutninger om ungdomsuddannelse; Er GameIT College noget for mig? Har jeg lyst til at arbejde med spiludvikling? Vi er sikre på, at samarbejdet resulterer i mere modne afklarede og motiverede studerende, der til uddannelsesstart vil være sultne efter at lære mere."
Udvider målgruppen
Rønde Efterskole inviterer til åbent hus på Efterskolernes Dag søndag 28. september klokken 10-17 med klare forventninger om, at skolen med det nye fag i sortimentet kan gøre andre end unge fra Østjylland interesseret i at komme til Rønde.
På Efterskolernes Dag vil Rønde Efterskole sammen med GameIT College indrette et værksted til spiludvikling, hvor nysgerrige gæster kan snuse til linjefaget.
Når faget kommer op at køre fra næste skoleår, bliver det med seks ugentlige lektioner.